Kat i knibe: Reddet op af kornsilorør
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den bare tre uger gamle kattekilling befandt sig i et kornsilorør.
En vaks gårdejer hjalp i går med at redde en tre uger gammel kattekilling op af et kornsilorør.
En kattekilling befandt sig i går i noget af en kattepine.
Den kun tre uger gamle kattekilling, blev nemlig i går reddet op af et kornsilorør på en ejendom ved Gandrup.
Ejeren af ejendommen hørte den lille kat hyle og miave, og derfor gik han på jagt efter lyden.
Han fandt ud af, at lyden kom fra et rør som var gravet ned i jorden. Røret, som var en del af et tørringsanlæg til en kornsilo, gik en meter lodret ned og mange meter videre under en bygning.
Derfor kontaktede ejeren Dyrenes vagtcentral på 1812, hvorefter de straks rekvirerede assistance via Falck.
Falck redder Christian Vraa frygtede dog, at kattekillingen ville forsvinde langt ind under bygningen og derfor ville være umulig at redde.
Men ved hjælp af lidt snarrådighed, et dynebetræk og en lang krog lykkedes det for redderen at få katten reddet op af røret.
Herefter blev den lille killing kørt til Dyrenes Beskyttelse, hvor katten blev tilset og vasket.
Til at starte med så det ud, som om katten var orange, men efter den grundige vask, viste det sig, at den var grå og hvid.
Den 359 gram lille killing kom straks i pleje og har det godt efter næsten et døgn i fangenskab.