Katrine havde ikke noget valg: Hun skulle på et gymnasium, hun ikke havde søgt ind på
De tre unge kvinder var alle meget bevidste om deres valg af gymnasium. Marie-Louise Kalmar (tv) Katrine Petterson (mf) og Emilie Bjerre (th)
Katrine Petterson drømte om at gå på et gymnasium i Aalborg, men det kunne hun ikke få lov til på grund af afstandskravet. Det er under al kritik, mener flere rektorer.
Det var efter lange overvejelser, at Katrine Petterson for snart tre år siden besluttede sig for, at søge om optagelse på Hasseris Gymnasium i Aalborg i stedet for på Fjerritslev- eller Vesthimmerlands Gymnasium, som mange af hendes jævnaldrende gjorde.
Den nu 18-årige kvinde, der er opvokset i Løgstør, havde tilbragt ti år på samme folkeskole, og dermed var det på tide at ryste posen, mente hun.
- Jeg ville gerne gå i skole med nogen, jeg ikke havde kendt hele livet, så jeg kunne få mulighed for at starte på noget nyt og udvikle mig, siger Katrine Petterson.
Drømmen om at starte på en frisk brast med ét, da hun fik svar på sin ansøgning. I brevet stod der, at hun var optaget på Vesthimmerlands Gymnasium.
- Jeg var meget overrasket til at starte med, for jeg havde slet ikke søgt ind på Vesthimmerlands Gymnasium, og jeg var også virkelig ked af det, for det var bare slet ikke noget, jeg ønskede mig, siger hun.
Et vigtig fordelingsmekanisme
Katrine Petterson blev ramt af den såkaldte fordelingsmekanisme, der skal sikre, at gymnasieelever bliver fordelt på forskellige gymnasier.
Det betyder, at regionen fordeler ansøgeren til et gymnasium, der har ledig plads på samme uddannelse som ansøgerens førsteprioritet med kortest transporttid - dog maksimalt 45 minutter.
Ifølge Søren Hindsholm, der er næstformand i Danske Gymnasier, er fordelingsmekanismen helt essentiel for de mindre gymnasiers overlevelse.
- Man sikrer, at elever ikke klumper sammen på et eller få gymnasier, men istedet bliver fordelt, så der også er elever til gymnasier, der ligger ude i oplandet. Så der bliver en passende, jævn fordeling mellem skolerne, siger han.
Men mekanismen virker ikke efter hensigten, mener flere rektorer i Aalborg. Det er nemlig langt fra alle de elever, der får afslag på deres ønskegymnasium, som ender på et af de truede provinsgymnasier.
- Sidste år skulle jeg sende seks elever ind på Aalborg Handelsskole, der er dobbelt så stor som min skole. Det er der ingen forældre, der forstår logikken i, - og jeg gør heller ikke, siger Ole Droob, der er rektor på Hasseris Gymnasium.
Fordelingen skaber stor frustration
Ole Droob fortæller, at han ofte er i dialog med unge mennesker eller forældre, der er fortvivlede over, at det er deres adresse, der afgør, om de kan komme ind på det gymnasium, de ønsker.
Det billede kan Torben Poulsen, der er rektor på Aalborghus Gymnasium, også nikke genkendende til, og det er ikke rimeligt, mener han.
- Selvom det er gode kvalitetsuddannelser allesammen, så er det vigtigt, at man har det frie valg. Det har man, hvis man bor inde i Aalborg, men det har man ikke, hvis man bor ude i oplandet, og det kan ikke være rimeligt, siger Torben Poulsen.
Sidste år måtte Ole Droob give afslag til 24 elever, der gerne ville gå på Hasseris Gymnasium. Af de 24 elever var der én, der fik en plads på Dronninglund Gymnasium og to, der blev optaget på Fjerritslev Gymnasium. De resterende 21 elever kom på andre store gymnasier, der, ifølge Ole Droob, ikke mangler elever.
Han erkender, at det kan virke nemt at kritisere afstandskravet, når man er rektor på et stort og populært gymnasium i Aalborg, men han understreger, at det nuværende system er for ringe.
- Hvis man vil lave et system, hvor der indgår tvang, så bliver man som minimum nødt til at sikre sig, at systemet virker efter hensigten, og det gør det jo ikke, når vi skal sidde og fordele elever rundt herinde i Aalborg og til gymnasier, hvor der ikke er behov for det, siger han.
Det er kapaciteterne, den er gal med
I Aalborg er nogle gymnasier blevet sat ned i kapacitet, mens andre er blevet sat op, og det er ikke hensigtsmæssigt, lyder det fra Torben Poulsen fra Aalborghus Gymnasium.
- Det er vigtigt, at vi rammer den rigtige kapacitet i Aalborg. Hvis den bliver skæv, og der er nogle, der har for stor kapacitet i forhold til andre, så betyder det, at man flytter rundt på eleverne i Aalborg, og det er ikke hensigtsmæssigt. Hvis vi skal hjælpe de små gymnasier, så er vi nødt til at finde de kapaciteter, der kan passe, siger han.
Dertil er Ole Droob fra Hasseris Gymnasium enig. Lige nu går det ud over de unge, at systemet ikke virker, og det er ikke fair, mener han.
- De unge er i dag knivskarpe på, hvad det er, de vil. De har været til åbent hus, og de har undersøgt deres muligheder. Det er en illusion, at alle gymnasier er ens, og det ved de unge mennesker godt, siger Ole Droob.
Sådan var det også for Katrine Petterson. Efter utallige klager til fordelingsudvalget lykkedes det hende til sidst at få en plads på Hasseris Gymnasium en uge før skolestart.
- Det kan ikke passe, at fordi jeg bor i en lille by, så har jeg én skole, jeg tilhører, mens der er fuldstændig frit valg på alle hylder, når man bor inde midt i Aalborg. Det er ikke de samme ressourcer, og det er ikke det samme miljø, der er på hver skole, så jeg synes da også, at jeg har ret til at vælge, hvor det er, jeg har lyst til at gå. Det er trods alt mit liv, slutter den unge kvinde.
