Klar til finalen: Aalborg Pirates vinder 2-3 over Esbjerg Energy

Efter et drama på isen har Aalborg Pirates spillet sig i finalen i Metalligaen. Her skal de møde Rungsted Seier Capital.

Søndag aften mødte Aalborg Pirates modstanderen Esbjerg Energy på udebane. 

På trods af at Piraterne fra Aalborg kom godt fra start, så blev det Esbjerg Energy der sendte pucken over den blå linje først.

Med scoringer fra Julian Jakobsen, Victor Panelin-Borg og Josh Macdonald, fik Pirats bragt sig foran 1-3.

Alligevel nåede det at blive en ren gyser da Esbjerg Energy fik reduceret med 10 minutter tilbage på uret. 

På trods af nogle hektiske sidste minutter, lykkedes det ikke Esbjerg at få den sidste scoring, og Aalborg Pirates er derfor videre i Metalligaen.


Direktøren spår holdet gode chancer

Det var også en glad direktør for Aalborg Pirates, som TV2 Nord talte med.

- Det er meget nemmere at køre hjem fra Esbjerg i aften, end det var i sidste uge. Så det er fedt, det er rigtig fedt. Spillere og trænere har kløet på og vi har forsøgt at bakke dem op så godt vi kunne. Så det er fantastisk at være i finalen, siger Lars Laursen, direktør i Aalborg Pirates.

Selv om direktøren forventer stærk modstand fra Rungsted Seier Capital i finalen, så spår han holdet gode chancer.

- Spillerne skal have lov til at holde fri i morgen, men det tror jeg nu ikke trænerne gør. Vi skal være klar til at møde Rungsted. De er et godt hold, men der skulle også være muligheder der. Det giver en masse energi at kunne slå Esbjerg, som har været vores onde ånd gennem grundspillet, siger Lars Laursen.


Den største ærgrelse er dog, at grundet Corona restriktionerne, har  Aalborg Pirates ikke været i stand til at dele sejrsglæden med deres fans.

- Det betyder meget, at vi er i finalen. Da vi blev lukket ned sidste år, havde vi lige vundet grundspillet og var klar til slutspillet. Så det er en forløsning i år at nå, ikke bare slutspillet, men finalen. Det er kæmpestort for os som klub, for vores sponsorer og for vores fans. Vi ville gerne have delt det med dem, men det kan vi desværre ikke, siger Lars Laursen.


Seneste nyt

fra Nordjylland