Klarup-skoleformand revser kommunen: - Kassetænkning, når det er værst
Foto: Jesper Bo Winther
Udemokratisk og kassetænkning af værste skuffe. Sådan lyder kritikken mod Aalborg Kommune fra formanden for skolebestyrelsen i Klarup, der ønsker penge til opbygning af en ny idrætshal i Klarup.
Formand for skolebestyrelsen på Klarup Skole, Søren Agersbæk Jensen, er godt træt af, at penge fra en byudviklingspulje i By- og Landsskabsforvaltningen ikke kan gå til halprojekter, som hører til i en anden forvaltning.
Han ser netop en ny hal som værende vigtig for byens fornyelse og udvikling.
- For mig er det cigarkassepolitik. Det kan jeg som almindelig borger ikke forstå, og det giver ingen mening, siger Søren Agersbæk Jensen, formand for skolebestyrelsen på Klarup Skole
Klarup er en af 11 oplandsbyer i Aalborg Kommune, der af By- og Landsskabsforvaltningen har fået tildelt tre millioner kroner til byudvikling.
Man er nødt til at forstå, at de penge er sat af til byfornyelser og ikke halprojekter.
Hans Henrik Henriksen, rådmand, By og Landskabsforvaltningen, Aalborg Kommune
Klarup fik i første omgang tildelt én million kroner til byudvikling. Her afholdt kommunen et stort borgermøde i maj 2016 for at få borgernes bud på, hvad pengene skulle bruges til.
- Og der har Klarup-hallen ikke været et emne, for det har vi ikke spurgt om, fortæller rådmand i By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, Hans Henrik Henriksen.
Et samråd i byen – som Sørens Agersbæk ikke er en del af – har siden det første borgermøde arbejdet sammen med kommunen om de idéer, man fik samlet ind – blandt andet udvikling af en ny midtby.
- Man er nødt til at forstå, at de penge er sat af til byfornyelser og ikke halprojekter. Nu har man bedt borgerne arbejde ud fra nogle forudsætninger. Så kan man ikke pludseligt ændre dem midt i vadestedet, siger Hans Henrik Henriksen.
Bliver det ikke lidt for boksopdelt?
- Nej, det synes jeg ikke. Vi har god erfaring med at arbejde på tværs af forvaltningerne. Det gør vi i Hals, Gistrup og Vestbjerg sammen med Sundhed- og Kulturforvaltningen, som har idrætshallerne under sig.
Lyt nu lidt mere til, hvad borgerne siger, så det hele ikke skal foregå i en lukket kreds.
Søren Agerskov Jensen, formand for skolebestyrelsen, Klarup Skole
Inden for det seneste år har Klarup fået tildelt yderligere millioner fra byudviklingspuljen. Det er i den forbindelse, at Søren Agersbæk Jensen har ønsket et nyt borgermøde med rådmanden - med en ny hal på dagsordenen.
- Det er udemokratisk ikke at gå i dialog med borgerne. Lyt nu lidt mere til, hvad borgerne siger, så det hele ikke skal foregå i en lukket kreds, siger Søren Agersbæk Jensen.
Han har stadig ikke opgivet sin drøm om, at penge fra byudviklingspuljen skal gå til en ny hal.
- Spørgsmålet er jo, om politikerne har mandshjerte til at snakke med borgerne og tale om, at det, vi gør, altid er rigtigt, slutter han.