Knivstikkeri i Nørresundby: Varetægtsfængslet efter knivoverfald

En 28-årig mand er varetægtsfængslet frem til 5. oktober, sigtet for grov vold efter et knivstikkeri søndag morgen i Nørresundby.

En 31-årig mand er nu uden for livsfare efter et knivoverfald i hans lejlighed på Vesterbrogade i Nørresundby. En 28-årig mand blev kort tid efter anholdt for overfaldet, og han er nu varetægtsfængslet i fem uger, sigtet for grov vold. Det fortæller anklager Morten Sønderby.

Offeret blev i kritisk tilstand bragt til traumecenteret på Aalborg Sygehus, men søndag eftermiddag var hans tilstand stabiliseret, og han blev meldt uden for livsfare.

Der blev ringet 112 på overfaldet klokken 07.29, og den formodede gerningsmand blev anholdt på Østre Allé i Aalborg klokken 07.40.

Det er endnu uklart, hvad der ligger bag overfaldet.

Den 28-årige erklærede sig uskyldig ved grundlovsforhøret søndag eftermiddag, men han kærede ikke varetægtsfængslingen.


Seneste nyt

fra Nordjylland