Købmand hårdt ramt af butikstyverier - samme person stjal 50 gange

Det er ikke nødvendigvis de dyre varer, tyvene går efter.

- Det er virkelig bare så frusterende.

Sådan lyder det fra Michael Andersen, der er købmand i Meny i Aalborg, hvor tyverier er blevet hverdagskost. 

Gennemsnitligt har han ét tyveri om dagen. Og han er bare én blandt mange nordjyske købmænd, der lider under et stigende antal butikstyverier.

I 2023 blev der anmeldt hele 25.000 tyverier på landsplan – det er det højeste tal i 20 år. 

- Jamen torsdag og fredag havde vi tre tyverier begge dage, og i mandags havde vi fire inden middagstid, fortæller købmanden Michael Andersen.

Det er ikke kun dyre varer som vin og kød, der stjæles. Det er som regel mindre ting, der nappes fra hylderne.

Ifølge købmanden er det ofte vodka, energidrik og chokolade, tyvene gemmer i taskerne.

Selvom de fleste tilfælde er tyverier for mindre beløb, har det alligevel store konsekvenser for købmanden.

- Det koster os rigtig mange penge, især på den lange bane, siger han.

Dårligt arbejdsmiljø

Ifølge en analyse fra De Samvirkende Købmænd er det oftest de samme tyve, der kommer igen. 

I butikken i det centrale Aalborg har den samme person stjålet over 50 gange.

- Der kan godt være andre ting bag de her tyverier. Det kan for eksempel være et råb om hjælp, men uanset hvad er det frustrerende for medarbejderne, siger han.

Udover det høje antal tyverier er tyvene også blevet langt mere voldelige. Og det er noget, der belaster arbejdsmiljøet og gør medarbejderne utrygge, fortæller købmanden. 

Én af dem, der har haft en ubehagelig oplevelse er Thomas Farum, der blot få uger efter sin ansættelse oplevede sit første butikstyveri.  

- Nogle gange er konflikten med tyvene eksaleret, og så har man været nødt til at træde tilbage, fordi man selv er blevet bange, siger Thomas Farum, der blev ansat i Meny i september.

Selvom der nu er ekstra opmærksomhed på butikstyveri, tror Michael Andersen ikke, at det får den helt store betydning.

- Jeg tror aldrig, at det er noget, der stopper, men at det er noget, vi kan begrænse. Forhåbentlig.  

Men måske er der alligevel håb for den nordjyske købmand. 

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har nemlig varslet, at han i starten af 2024 vil komme med nye tiltag til at nedbringe antallet af butikstyverier. 

VIDEO: Se hele indslaget herunder: 




Seneste nyt

fra Nordjylland