Købmandsbutik idømt bøde: Udleverede overvågningsfoto
En ansat i Spar-butikken på Doravej i Aalborg udleverede et billede fra butikkens overvågningsvideo til en fremmed person. Det koster butikken en bøde på 15.000 kroner.
Butikken Spar på Doravej i Aalborg er i dag ved Retten i Aalborg blevet idømt en bøde på 15.000 kroner.
Butikken er dømt for at udlevere et billede fra butikkens overvågningsvideo til en person, som har vist billederne til andre.
Det oplyser anklager hos Nordjyllands Politi Majbrit Bak.
Den 7. juni 2019 så en kvinde, der opholdt sig udenfor butikken på Doravej, et, efter hendes udsagn, mistænkeligt forhold, hvor en person fjernede en cykel eller scooter.
Ifølge Majbrit Bak mente kvinden, at det kunne være hendes søns cykel eller scooter.
- Kvinden går derefter ind i butikken og beder en af de ansatte om at få udleveret overvågningsvideo, som hun siger til den ansatte, at hun vil aflevere til politiet. Kvinden får udleveret et still-billede fra overvågningsvideoen. Hun viser efterfølgende dette billede til en række andre personer for at forsøge at identificere personen på billedet, siger Majbrit Bak.
Kvinden afleverer efterfølgende still-billedet til politiet.
Skal afleveres direkte til politiet
Ifølge Majbrit Bak bliver Spar-butikken dømt for at have udleveret billederne til en fremmed person.
- Man må ikke give sådan et billede eller video til andre uden, at alle på optagelserne har givet deres udtrykkelige samtykke. Eller også skal det udleveres direkte til politiet, siger Majbrit Bak.
Anklagemyndigheden har valgt at rejse tiltale mod selve butikken og ikke den ansatte, der udleverede billedet, da der ikke var givet en direkte ordre til de ansatte om, at de ikke måtte udlevere overvågningsmateriale til andre personer end politiet.
Ifølge Majbrit Bak har Spar-butikken efterfølgende rettet op på den procedure.
I retten i dag var der ingen repræsentanter til stede fra Spar-butikken på Doravej, derfor ved Majbrit Bak ikke, hvordan butikken forholder sig til bøden på de 15.000 kroner.
Ifølge anklageren er den type sager med udlevering af overvågningsmateriale såkaldte fokussager, som har en særlig bevågenhed fra anklagemyndighedens side.
TV2 Nord har tidligere skrevet om en sag, hvor deling af overvågningsbilleder også førte til en bøde. Den kan du læse her: