LIGE NU:

Kørte direkte ind i lastbil: 55-årig mand er hårdt kvæstet i trafikulykke

En 55-årig mand er hårdt kvæstet, efter han på knallert mandag morgen ramte en lastbil på Nibevej i Støvring.

Der er mandag morgen sket en alvorlig trafikulykke i krydset Nibevej-Vestre Primærvej i Støvring.

En lastbil kommer kørende mod vest på vej mod motorvejen ad Nibevej, da der pludselig drejer en knallert ud fra Vestre Primærvej og direkte ind i lastbilen.

Knallertkøreren er en 55-årig mand, der ifølge politiets oplysninger bliver hårdt kvæstet i forbindelse med sammenstødet, og han er kørt til behandling på Aalborg Universitetshospital.

Det er endnu uvist, hvad der er årsag til ulykken, men foreløbige informationer tyder på, at lastbilchaufføren ikke når at undvige sammenstødet.

Nordjyllands Politi har mandag formiddag bilinspektører på ulykkesstedet for blandt andet at opmåle bremselængder og indsamle andre tekniske data.