Kørte spritkørsel og ramte 53-årig hundelufter - nu er han fængslet
En 62-årig mand er nu varetægtsfængslet i fire uger efter han påkørte flere i sin snapserus.
Et voldsomt trafikuheld i Gug søndag har nu resulteret i, at en 62-årig mand er blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.
Ulykken skete på Hellevangen, hvor den nu varetægtsfængslede mand, ramte en fodgænger, der kom gående på en sti i et grønt område.
- Han fortalte under grundlovsforhøret, at han var ude at køre i sin bil, da han bestemmer sig for at køre ind og drikke en halv flaske snaps, hvorefter han så bliver påvirket lige så stille, forklarer anklager ved Nordjyllands Politi, Christian Jacobsen.
Kan ikke huske personpåkørsel
Manden husker inden påkørslen af fodgængeren, at han forsøgte at svinge til venstre fra Byplanvej og ind på Hellevangen, hvor han i første omgang kørte ind i et skilt og videre ind i en hæk på hjørnet af de to veje for herefter at vende bilen 180 grader og køre på tværs af Hellevangen.
Her husker den 62-årige at have ramt en bil, der kom kørende ad Hellevangen for at komme ud på Byplanvej. Men han husker ikke, at turen fortsatte ned over en græsplæne og ind på en flisebelagte sti, hvor han rammer en 53-årige fodgænger, der er ude at lufte sin hund.
- Det giver også mening i forhold til, at han skulle have drukket så meget, siger Christian Jacobsen.
Politiet målte en promille på halvanden til to på ham.
Fodgængeren er uden for livsfare og er blevet opereret for lårbensbrud.
Den 62-årige kærede ikke fængslingen. Han kan risikere op til et års fængselsstraf for sine handlinger.
- Det fordi, det er af så grov karakter, at jeg krævede ham varetægtsfængslet. Det kunne være endt rigtig galt, slutter Christian Jacobsen.
Hellevangen var afspærret fra Byplanvej og cirka 50 meter ind efter ulykken. Det grønne område hvor den 53-årige blev ramt og hvor den 62-åriges bil, sluttede sin tur, var også afspærret.