Fra nytår bliver det dyrere for fiskerne at tage på arbejde. En ny CO2-afgift betyder nemlig, at diesel til kutterne kommer til at stige med 2,25 kroner.
Og det kan få fatale konsekvenser for fiskerne i Strandby. Fiskeriforeningen anslår nemlig, at 45 procent af de mellemstore fartøjer vil være u-lønsomme på grund af afgiften. Og det er netop den type fartøjer, man finder i Strandby.
- Det er ret bekymrende, siger Claus Hjørne Pedersen, der er formand for fiskeriforeningen i Strandby og tilføjer:
- På et eller andet tidspunkt, kan man ikke overleve som havn, hvis halvdelen af fartøjerne forsvinder.
Vil tanke billigere i Sverige
En af fiskerne i byen har en alternativ løsning på det problem, som afgiften giver. Han har ingen planer om at give op endnu.
- Vi fisker en del i nærheden af Sverige, og det kunne være, at det blev sådan, at vi fylder diesel på i Sverige. Og at vi kunne sætte fiskene på auktion derovre - og måske får vi så også lavet noget håndværksmæssigt deroppe, lyder det fra Henrik Larsen, fiskeskipper på kutteren Stjerne i Strandby.
Han er helt med på, at fiskeriet skal omstille sig for at sikre den grønne omstilling, men han er ikke enig i den måde, det foregår på.
- Det er da et psykisk pres, at vi ikke aner, hvor vi står henne. Det er en underlig situation at stå i.
Hvad håber du, der når at ske, inden afgiften indfases?
- Jeg håber, de giver os noget mere tid til at få handelsaftaler på plads og mulighed for at nå at tale med banken og sådan. For det er jo en pludselig, stor ekstraudgift, der kommer, siger Henrik Larsen.
Der findes ikke grønne løsninger endnu
Claus Hjørne Pedersen er ikke sur på sin kollega over, at han overvejer at tanke og handle med svenskerne. For han forstår, at man må gøre, hvad der er nødvendigt, for at forretningen kører rundt. Han har da også selv overvejet muligheden for hans kutter.
Men det er ikke kun afgiften i sig selv, der er et problem, påpeger han.
- Worst case er, at vores flåde halveres, og det kan samfundet ikke overleve. Vi bliver nødt til at få udskudt afgiften og vi skal have et alternativ til diesel først. For som det er nu, har erhvervet ikke økonomien til at omstille sig, når der engang kommer grønne alternativer.
Men kan man ikke bare sætte prisen på fisk op, når jeres omkostninger stiger?
- Nej. Det er udbud og efterspørgsel, der bestemmer prisen på fisk. Så selvom vi skal have flere penge per kilo fisk for at få det til at løbe rundt, er det ikke noget, vi bare lige kan få, forklarer Claus Hjørne Pedersen.
Meningen med afgiften er at få fiskerne over på mere grønne brændstoffer. Problemet er bare, at som det er nu, findes der ikke alternativer til dieselkuttere.
Nogle havne frygter desuden, at afgiften vil få udenlandske fiskere til at undgå at tanke i danske havne.