Aalborg kommune skal spare stort millionbeløb frem mod 2028
Det nye budget har blandt andet fokus på bedre ældrepleje og hjælp til børn og unge.
Et foreløbigt budgetforslag for Aalborg Kommune, der er gældende fra 2025 til 2028 er nu kommet. I forslaget fremgår det blandt andet, at Aalborg Byråd ønsker at spare 51 millioner kroner, og har derfor bedt alle politiske udvalg om at komme med spareforslag svarende til 0,5% af budgettet, frem mod 2028. Det er til trods for, at de i fredags blev stillet 119,4 mio. kroner i 2025 i sigte, i forbindelse med regeringens seneste finanslovsforslag.
- Budgetforslaget står på et solidt fundament, hvor både børn, unge og ældreområderne er sikret midler til at håndtere den demografiske udvikling, siger borgmester, Lasse Frimand Jensen, i en pressemeddelelse.
Dækningen skal blandt andet ske ved at udbrede Faste Teams i ældreplejen til hele kommunen. Samtidig fortsætter Co-teaching ordningen i folkeskolen sammen med en række forebyggende tiltag.
- Budgetforslaget indeholder derudover en række forslag til omprioriteringer, der sikrer økonomisk balance og udviklingsmuligheder på sigt, fortæller borgmester Lasse Frimand Jensen.
Hvad skal der så ske?
- Nu går de politiske forhandlinger i gang, og jeg håber, at vi om tre uger er nået til enighed om et budget, der fastholder prioriteringerne på børn, unge og ældreområderne og de forebyggende indsatser, men som samtidig sikrer en økonomisk balance, fastslår Lasse Frimand Jensen.
Budgetforslaget skal 16. september til 1. behandling i byrådssalen på et åbent byrådsmål. To dage senere kan aalborgensere komme til borgermøde i Skansen, Nørresundby, hvor budgetforslaget drøftes.
Knap en uge senere, den 25. og 26. september, samles byrådet til forligsforhandlinger, der skal sætte de afsluttende rammer for budgettet.
Den 7. oktober vil byrådet igen samles, hvor de forslaget vil gennemgå 2. behandling. Her vil det endegyldige forslag for Aalborg Kommunes budget blive vedtaget.
Det nye budgetforslag for Aalborg Kommune er udarbejdet af de politiske udvalg, der er kommet med deres bud til driften kombineret med et samlet anlægsforslag.
Budgettet er på i alt 16,7 milliarder kroner.