Kommunaldirektør i sagen om 100.000 kroner til reklamefilm: - Det er ikke godt nok

På et byrådsmøde tirsdag eftermiddag sagde kommunaldirektøren i Aalborg Kommune, at der herskede uklarhed i aftalen om en reklamefilm til 100.000 kroner.

Det står ikke helt klart, præcist hvad Aalborg Kommune betalte 100.000 kroner for i forbindelse med tv-programmet Nybyggerne tilbage i 2017.

Det kom frem på et online byrådsmøde tirsdag eftermiddag, som TV2 Nord har fået kommunaldirektør Christian Roslevs talepapir fra.

quote Det er helt uholdbart.

Per Clausen (Enhedslisten), rådmand, Aalborg Kommune

Bolden begyndte at rulle i sidste uge, da det uafhængige medie Frihedsbrevet bragte en artikel om, at Aalborg Kommune i 2017 betalte 100.000 kroner til entreprenøren Jesper Skovsgaard og hans virksomhed 2E Group for en reklamefilm.

Sagen kort

  • I en artikel 18. januar i Frihedsbrevet bliver det beskrevet, hvordan Aalborg Kommune har overført 100.000 kroner til entreprenøren Jesper Skovsgaards ejendomsselskab 2E Group i 2017.

  • Pengene skulle ifølge Jesper Skovsgaard gå til at få tv-programmet Nybyggerne til Aalborg og for en reklamefilm, Aalborg Kommune kunne bruge i sin egen markedsføring. Det skriver Nordjyske.

  • Aalborg Kommune ligger ikke inde med en sådan reklamefilm, og det står ikke klart præcis, hvordan og hvem der sørgede for, at kommunen blev eksponeret i tv-programmet. Det oplyste kommunaldirektøren på tirsdagens møde ifølge talepapiret.

  • Virksomheden 2E Group, der havde modtaget de 100.000 kroner til eksponeringen, gav ifølge Frihedsbrevet senere samme år borgmester Thomas Kastrup Larsens parti, Socialdemokratiet, 50.000 kroner i støtte - opdelt i flere portioner fra flere af hans selskaber, så det ikke behøvede at fremgå af partiregnskabet.

Manglende journalisering

Byrådet har efterspurgt indsigt i beslutningsprocessen omkring overførslen samt dokumentation for, hvad kommunen fik for pengene. 

Og det fik de tirsdag eftermiddag svar på - men svaret er imidlertid, at der hersker uklarhed omkring hele forløbet. Aalborg Kommune har nemlig ikke kendskab til, hvem der producerede den del af tv-programmet, hvor kommunen blev eksponeret:

- Dialogen omkring eksponeringen og markedsføringen med videre er varetaget af den ikke længere ansatte leder og det har ikke været muligt at finde dokumentation herfor, står der i Christian Roslevs talepapir fra mødet.

quote Hele sagen er en rendyrket skandale.

Per Clausen

Det erkender kommunaldirektøren som en klar fejl.

-  Det er selvfølgelig ikke godt nok – også her burde sagsforløbet være blevet journaliseret, lød det ifølge oplysningerne.

Aalborg Kommune kan heller ikke finde noget klip eller optagelser i arkiver med mere, der skulle kunne dokumentere, at man modtog en reklamevideo.

Per Clausen (Enhedslisten) kalder forløbet "noget sjusk". Kommunaldirektørens redegørelse for forløbet afføder blot nye spørgsmål hos rådmanden.

- Helt uholdbart

Enhedslistens Per Clausen rejser ovenpå mødet hårdt kritik af hele forløbet:

- Hele sagen er en rendyrket skandale, for selvfølgelig kan man ikke overføre 100.000 kroner til en privat virksomhed uden at vide, hvad man får for pengene, siger han. 

Byrådsmedlemmerne fik svar på flere af deres spørgsmål i sagen på mødet, men det rejser blot ny undren.

quote Det vil vi rette op på.

Christian Roslev, kommunaldirektør

- Nu ved vi, at den her bevilling blev givet uden der var en sagsbeskrivelse. Der var ingen journalisering og intet referat, slår Per Clausen fast.

- Man står tilbage med spørgsmålet: Hvad er det i grunden helt præcis, Aalborg Kommune har betalt for?

- Man har sikkert betalt for noget andet, men det foreligger ikke. Så vi ved det ikke, siger Per Clausen.

Jesper Skovsgaards udlægning

TV2 Nord har forsøgt at få et interview med Jesper Skovsgaard, men det har ikke været muligt. I et skriftligt svar fra administrationen i hans virksomhed 2E Group, lyder det, at de 100.000 kroner dækkede over:

  • At få TV2-Nybyggerne til Aalborg, 10 ugers udsendelse inkl. Finale, "i bedste sendetid med flotte billeder" fra Aalborg i hver udsendelse.

  • At Aalborg Kommune kunne få lavet PR af Metronome.

  • Administrationen oplyser også, at den nu afdøde direktør i Metronome, Kent Nikolajsen, deltog på et møde i 2016 med Aalborg Kommune, hvor han forklarede, hvad Nybyggerne var for et program og hvilken brandingværdi, eksponeringen i programmerne ville have for kommunen. 

  • Som Jesper Skovsgaard ifølge administrationen husker, skulle Kent Nikolajsen og Aalborg Kommunes afdeling for PR indbyrdes efterfølgende aftale hvad der ønskes udført. Dette havde 2E intet med at gøre.

  • Sidstnævnte fremgik dog ikke i talepapiret fra kommunaldirektøren på gårsdagens møde i byrådet.


Ikke et generelt problem

På trods af, at kommunen tidligere har fået omfattende kritik for manglende journalisering i andre henseener, så er den manglende journalisering i netop denne sag ikke udtryk for et generelt problem i borgmesterens forvaltning.

Det fastslog kommunaldirektøren ifølge talepapiret på tirsdagens møde. Han kunne dog ikke udelukke, at der kunne være sket fejl i forhold til journalisering i andre sager gennem de seneste seks år.

- Det vil vi rette op på – vi har tidligere haft igangsat initiativer herom og er også ved at planlægge yderligere kurser i journalisering for medarbejdere og ledere generelt, fremgår det af Christian Roslevs talepapir.

Hør kommunaldirektøren redegøre for sagen her:

Hvorfor en undtagelse?

Hos Enhedslisten undrer Per Clausen sig efter den melding. 

- Hvis det kun er sket i det her tilfælde, hvorfor har man så gjort, som man har gjort her? Spørger han.

- I virkeligheden er der kun én, der kan svare på det, og det er borgmesteren, konkluderer han.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen er i øjeblikket sygemeldt med stress.


Seneste nyt

fra Nordjylland