Konkurrence i frisørbranchen: Nogle tilpasser sig - andre holder fast i traditionerne
Foto: Jesper Bo Winther
Den nye konkurrence fra de ufaglærte frisører bliver grebet forskelligt an i den nordjyske frisørbranche.
De ufaglærte frisører marcherer ind på frisørmarkedet med stor stil. Med deres lave priser er de med til at presse priserne i bund på det i forvejen konkurrenceprægede marked.
Det betyder, at de uddannede frisører på markedet må tilpasse sig de nye tider og priser - eller gør det? For det er helt forskelligt, hvordan man vælger at gribe konkurrence an.
Hos My & Holger i Nørregade har de oprettet en klipning, der skal konkurrere med de helt billige frisører i branchen.
- Vi fandt ud af, at der er et kæmpe marked, for rigrig mange af vores kunder har måske ikke så meget brug for alt det der udover, fortæller Maria Sørensen, der er indehaver af tre saloner i Aalborg, hvor hun i alt beskæftiger 38 frisører og elever.
De har valgt at oprette de såkaldte kvik-klip, hvor prisen er presset så meget som muligt. Det betyder så også, at der bliver skåret nogle andre steder. Hårvask, kaffe og andre ekstra ydelser kan man stadig få, men så bliver det ikke til den billige pris.
- Jeg tror, at for mange frisører, så handler det meget om, at vi gerne vil have god tid med vores kunder. Vi vil rigtig gerne snakke med dem, og det skal være hyggeligt at være her. Det er klart, det går man på kompromis med, fordi du bruger ikke 20 minutter på at snakke om, hvordan det er gået siden sidst, de har været her. Men der bliver ikke gået på kompromis med kvaliteten af håndværket, understreger Maria Sørensen.
Hvis man går ind hos en af de andre saloner er indstillingen til de billige priser anderledes. I salonen hos Lassen & Eriksen holder man fast i traditionerne, og man nægter at gå på kompromis med hverken tid eller priser.
- Vi forsøger jo at prøve og holde fanen højt og lave et godt produkt. Vi skal lave et godt arbejde, fortæller Egon Larsen, der er indehaver af salonen. Han er en garvet mand i branchen. Han startede sin elevtid som frisør i 1962.
Han kan godt mærke at der er kommet et nyt pres fra de billigere frisører, men han vil ikke begynde at skabe klipninger, der tilpasser sig deres priser.
- Det kan godt være der et klientel til de ting der, men sådan som jeg ser på det, så skal vi lave de rigtige ting, og vi skal bruge tiden. Vi skal gøre de ting, der skal til for at skabe et stykke kvalitetsarbejde, fortæller Egon Lassen.