Kristian laver musik i ungdomsskolen: - Her kan jeg være mig selv

I en ny serie følger TV2 Nord livet på Danmarks største ungdomsskole. I UngAalborg er der hundredvis af muligheder, og i første afsnit er vi med i musikstudiet.

Se første afsnit af Ungdomsskolen nederst i artiklen - og se alle afsnit i serien lige her.

Igen og igen bliver der lavet små rettelser i musikstudiet på Station 10. Her er 17-årige Kristian Sanchez fra Vejgaard i gang med at indspille et nyt nummer – et nummer, han drømmer om at komme ud og optræde med.

Stemningen er god, og ambitionerne er høje. Alle er her for at blive bedre – sammen.

- Det er et sted, hvor jeg kommer væk fra skole, arbejde og hjem. Her kan jeg være mig selv, siger Kristian Sanchez.

 

Bruger erfaringer fra ungdomsskolen på scenen

I mediehuset Station 10, der er en del af ungdomsskolen UngAalborg, kan man lave alt fra indspille musik og lære at skrive sangtekster til at optage podcasts og kortfilm.

En af dem, der lærer fra sig, er musikmedarbejderen Jens Michael Østergaard på 26 år. Når han ikke er på Station 10, er han turnerende musiker og spiller trommer for blandt andre Thomas Buttenschøn og Jokeren.

Når Jens Michael Østergaard ikke er på turne, hjælper han de unge på Station 10.
Når Jens Michael Østergaard ikke er på turne, hjælper han de unge på Station 10.
Foto: Tor Løkken

Han er selv kommet i mediehuset, siden han var 12-13 år gammel, og nu vil han gerne give noget tilbage.

- Jeg føler, at jeg skylder lidt for alt det, jeg har fået ud af ungdomshusene som knægt. Mange af de ting, jeg har fået erfaring med her, bruger jeg i dag, når jeg er ude og spille, siger Jens Michael Østergaard.

Plads til alle

Både Kristian Sanchez og Jens Michael Østergaard fremhæver, hvordan ungdomsskolen er et sted med plads til alle.

I musikstudiet kan man både komme som spritny musiker uden erfaring eller som garvet producer, der blot har brug for hjælp med bittesmå detaljer.

- Det er åbent for alle, og man kan være lige præcis den, man har lyst til at være her. Ingen dømmer dig. Man går herfra med et smil på læben, og det betyder utrolig meget for mig, at jeg har det her glade hjem, jeg kan komme ind til, siger Kristian Sanchez.

Se første afsnit af Ungdomsskolen lige her - og find hele serien her.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland