Kulturbroen er populær – næsten lidt for populær

Brugerne er begejstrede for den nye kulturbro mellem Aalborg og Nørresundby. Så begejstrede at der ofte er trængsel på den smalle cykel- og gangbro.

En flok gymnasieelever hygger sig efter fyraften på kulturbroen. Broklappen, hvor der er monteret en lille bænk, er blevet et sted man hænger ud.

- Vi sidder lige og får en øl, mens vi nyder udsigten. Det kan man jo også bruge broen til, siger Signe Hiis fra Aalborg.

De der primært bruger broen til transport er også begejstrede for den nye forbindelse, men der er et men.

- Jeg synes den er lidt for smal i forhold til hvor meget trafik der er på broen. Personligt synes jeg det ville være oplagt, hvis de havde lavet den en halv til en hel meter bredere, siger fodgænger Niels Guldbæk.

Den tætte trafik på broen kommer bag på bygherren Aalborg Kommune.

- Er det lige før det er for stor en succes? Vi er i hvert fald super glade og positivt overraskede over den succes kulturbroen har fået. Det er blevet et ”shared space” område, hvor gående og cyklister i begge retningen skal finde ud af det med hinanden, hvordan vi kommer fordi, siger stadsingeniør Svend Erik Pedersen, Aalborg Kommune.

quote Jeg synes den er lidt for smal i forhold til hvor meget trafik der er på broen. Personligt synes jeg det ville være oplagt, hvis de havde lavet den en halv til en hel meter bredere.

Niels Guldbæk, fodgænger, Nørresundby

Banedanmark ejer jernbanebroen, og i udgangspunktet ville de kun tillade, at den påhængte sti måtte være en 1,2 meter bred på broklappen af sikkerhedsårsager. Jernbanebroen er fra 1938 og den er kun konstrueret til at kunne holde til tog. Den nye broklap, der blev monteret efter en påsejling i 2012, er dog noget stærkere end den gamle, og derfor gik Banedanmark med til at cykel- og gangbroen må være to meter bred. Aalborg Kommune ville ellers gerne have en tre meter bred bro, som er normalen for en kombineret cykel- og gangsti.

- Den måde jernbanebroen er konstrueret på, da har der været nogle begrænsninger for hvor stor en vægt vi kunne hænge på i form af kulturbroen, og dermed har det givet nogle begrænsninger for hvor bred den kan være, siger Svend Erik Pedersen.

Broen er tænkt som en kulturel udveksling mellem Aalborg og Nørresundby. Cyklister, fodgængere og knallertkørere kommer da også hinanden meget nært, når de passerer hinanden. Flere forgængere har ytret ønske om at cyklister og knallertkørere burde trække over, men Aalborg Kommune har ikke tænkt sig at lægge begrænsninger for trafikken, selvom pladsen er trang.

- Lad os nu bare bruge den og se hvordan tingene udvikler sig. Så kan vi altid drøfte det, hvis der opstår nogle situationer vi skal vurdere og revurdere på, siger stadsingeniøren.

Selvom kulturbroen er tæt pakket med trafikanter, så har Aalborg Kommune ikke fået nogen indberetninger om trafikuheld på broen. Der er ikke trafiktæller på broen, så ingen ved hvor mange der bruger den.


Seneste nyt

fra Nordjylland