Kunsten velbesøgt i åbningsweekenden
Foto: Lone Vad Dam
Der var så stor interesse for det nye Kunsten, at personalet måtte åbne dørene før tid.
2686 gæster besøgte Kunsten i Aalborg, da kunstmuseet genåbnede efter halvandet års restaurering.
Længe før klokken ni, hvor dørene var programsat til at åbne, stod gæsterne i kø uden for Kunstens hvide marmorbygning. Et par minutter før klokken ni var ventetiden forbi. Efter halvandet års lukning kunne Kunsten i lørdags slå dørene op og byde de forventningsfulde gæster inden for i den gennemrestaurerede museumsbygning.
I alt havde Kunsten besøg af 2686 gæster hen over weekenden. Der var blandt andet gratis guidede ture på programmet, og museets nye kreative værksted for børn, Kunst-Lab, inviterede børnefamilierne indenfor til hyggelige aktiviteter. Museets genåbning bød også på en udstillingsåbning. Den anmelderroste særudstilling ’Idea of Landscape’, af den pakistanske samtidskunstner Imran Qureshi, blev åbnet med taler af både kunstneren selv og Kunstens direktør, Gitte Ørskou.
På Kunsten er der stor tilfredshed med weekendens forløb:
-Vi havde en rigtig god åbningsweekend med glade gæster og mange af dem. Det var en fantastisk følelse at kunne slå dørene op og byde vores gæster velkommen indenfor. Jeg ved, der er mange, der har savnet os, imens museet har været lukket, men vi har også savnet dem, siger museumsdirektør Gitte Ørskou.
Med åbningen kunne Kunsten blandt andet præsentere en helt ny udstillingssal, nye familie- og undervisningslokaler, ny café og butik og funklende nyt marmor på museets gulve og ydermure. Det er dog ikke kun de fysiske rammer, der er fornyede. Det samme er indholdet, og det nye Kunsten byder på mange forskellige tilbud, der henvender sig til både vante og uvante museumsgængere i alle aldre. Det vil kunne mærkes i variationen af arrangementer på museet. Kunstens gæster vil fremover kunne deltage i alt fra foredrag og koncerter til familieværksteder og yoga.
Derudover har Kunsten, i samarbejde med Utzon, lanceret en ny klub, der giver adgang til en række fordele. I weekenden blev der solgt 244 nye medlemskaber til klubben. Op til åbningen var der også godt gang i salget af klubmedlemskaber, og klubben tæller nu knap 2000 medlemmer. Museets nye Café Aalto var ligeledes velbesøgt i åbningsweekenden. Her fik 223 gæster serveret brunch i løbet af de to dage.