Et afgørende - og ventet - notat er nu lagt på bordet i den langstrakte affære om havnen i Frederikshavns skrantende økonomi.
For nyligt landede Frederikshavn Havns regnskab for 2023, og det viste et dundrende underskud på 340 millioner kroner.
Da kommunalbestyrelsen i Frederikshavn Kommune fik resultatet at vide, nægtede de efterfølgende at underskrive regnskabet.
- Vi vælger at sige, at vi ikke vil skrive under. Det er der ikke noget utrygt ved. Jeg går ud fra, at dem som har udarbejdet regnskabet, har styr på regnskabet, men jeg sad ikke dernede, så derfor vil jeg ikke skrive under, sagde socialdemokraternes gruppeformand Gitte Kiilerich dengang.
Selvom regnskabet ikke blev skrevet under, var især Venstre fortalere for, at kommunalbestyrelsen skulle skrive under. Undervejs lød det blandt andet fra Venstres Lone Haugaard:
- Jeg synes, at det er ærgerligt, at den her kommunalbestyrelse igen og igen kommer til at optræde som et cirkus.
Havnelov tager ikke højde for problem
Frederikshavn Havn skiftede i foråret ejerform, hvor det gik fra at være en kommunal selvstyret havn med egen bestyrelse til at være en kommunal havn, hvor kommunalbestyrelsen træffer valg på havnens vegne. Men i november nægtede kommunalbestyrelsen altså at underskrive regnskabet.
I stedet ville de have Trafikstyrelsens vurdering af, om det er kommunalbestyrelsens ansvar at skrive under. Og den vurdering er nu kommet. I et notat, der er sendt til Frederikshavn Kommune, skriver de:
- Trafikstyrelsen kan bekræfte, at en selvstyrehavns regnskaber skal godkendes af kommunalbestyrelsen i ejerkommunen.
Pressechef hos Trafikstyrelsen Frederik Roed uddyber overfor TV2 Nord:
- Principielt set skal kommunalbestyrelsen skrive under jævnfør havnelovens paragraf 9 stk 3.
Hvad så når havnen har skiftet ejerform midt i regnskabsperioden, og kommunalbestyrelsen derfor nægter at underskrive?
- Havneloven tager ikke højde for det spørgsmål her. Den siger bare, at en kommunal havns regnskaber skal godkendes af kommunens kommunalbestyrelse, siger Frederik Roed.
Ingen konsekvenser?
Med andre ord ligger det altså udenfor havnelovens område at vurdere, hvem der skal underskrive regnskabet, når ejerformen er ændret undervejs i regnskabsperioden.
Frederikshavn Kommunes revisionsfirma, BDO, skriver desuden i samme notat, at der ifølge deres vurdering:
'Ikke er nogen konsekvenser ved, at der ikke foreligger et underskrevet årsregnskab for Frederikshavn Havn'.
Det er Trafikstyrelsen, der behandler eventuelle klager, der skulle komme i forbindelse med en havns manglende regnskab.
Frederikshavn Havn har en samlet gæld på 1,73 milliarder kroner.