Kvinde satte ild til sin lejlighed og stak af

Kvinden er anholdt og bliver søndag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for at sætte ild til sin lejlighed

Natten til søndag klokken 03.07 indløb en melding om en brand i en lejlighed på Stormgade i Aalborg. Ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg, gik ilden ud af sig selv og bredte sig ikke til resten af ejendommen.

Politiet har anholdt beboeren i lejligheden en 27-årig kvinde, som de mistænker for at have antændt branden.

- Anmeldelsen fik vi gennem noget familie, som hun havde fortalt, at hun havde sat ild til sin lejlighed. Vi kørte derned og kunne konstatere, at der havde været ild i lejligheden, siger Jess Falberg.

Kvinden var stukket af fra lejligheden efter hun havde sat ild i den. Politiet har ikke på nuværende tidspunkt kendskab til et motiv. Hun blev søndag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor hun blev varetægtsfængslet i fire uger.

Den 27-årig kvindes lejlighed har taget en del skade, men de øvrige lejligheder har ikke taget skade, hvorfor de øvrige beboere kan blive boende. Politiet vil i løbet af søndagen snakke med de øvrige beboere om deres kendskab til kvinden.


Seneste nyt

fra Nordjylland