Kvinde stukket ned med kniv i Aalborg Øst
En kvinde er stukket ned i Aalborg Øst i forbindelse med et familiemæssigt skænderi, oplyser Nordjyllands Politi.
En kvinde i 30'erne er onsdag aften blevet stukket ned i en lejlighed ved Tornhøjcenteret i Aalborg Øst. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Kvinden indfandt sig kort efter anmeldelsen med sit barn i et nærliggende supermarked. Hun havde fået knivstik, der dog ikke er livstruende, ligesom barnet havde fået en mindre rift.
Kvinden og barnet er kørt til behandling på sygehuset.
I lejligheden på adressen anholdt politiets tilkaldte patruljer en 36-årig mand, som man mistænker for knivstikkeriet.
Nordjyllands Politi er i øjeblikket til stede i området, da efterforskningen af sagen er i fuld gang.
- Vi skal foretage tekniske undersøgelser i og omkring lejligheden, og vi skal have afhørt de involverede parter, når det bliver muligt, siger vagtchef, politikommissær Torben Larsen.
Der er efter politiets opfattelse tale om en uoverensstemmelse i en familierelation, der eskalerer til knivstikkeri.
- Vi kommer til at arbejde i området i noget tid endnu, da vi skal have belyst hele hændelsesforløbet før, under og efter, siger politikommissær Torben Larsen.
Politiets jurister er i færd med at tage stilling til fremstillingen af den formodede gerningsmand i grundlovsforhør.