Lade står i flammer ved Hals
Mandag formiddag opstod der en voldsom brand på en gård ved Hals. Beredskabet forventer at brandslukningen varer hele dagen.
En lade på en gård på Ulstedkjærvej 21 ved Hals brænder. Aalborg Beredskab fik meldingen 09.30, og beredskabet ankom kort efter til stedet.
- Da vi ankom, brændte det voldsomt, fortæller indsatsleder ved Aalborg Beredskab, René Kærup.
Flere længer fyldt med bigballer stod i lys lue. Flammerne havde allerede ædt sig gennem taget. Ved 10.30 tiden havde beredskabet fået afgrænset branden.
- Vi har reddet stuehuset og en længe. Resten er totalskadet. Taget er fuldstændig væk. Men det er en kæmpe udfordring, når vi har med halm at gøre. Det er ikke til at slukke, og det vi frygtede var, at det skulle brede sig.
Indsatslederen fortæller, at der ingen mennesker eller dyr var i længerne. Lejerne af stuehuset var ikke hjemme, da branden brød ud.
- Vi tror, branden er opstået fordi nogle ansatte på gården havde gang i et afbrændignsbål, der så har sendt gnister ind til halmen.
Og det bliver formentlig en lang dag i brandslukningens tegn.
- Vi kommer til at være herude lang tid endnu. I hvert fald 6-8 timer endnu og formentlgit også med en tankvogn natten over for at sikre os, at det ikke blusser op igen.