Landmand har forslag til CO2-afgift: Støjberg siger "nej"
700 var i dag dukket op til Danmarksdemokraternes første landsmøde. Og de blev mødt af en partiformand, der rasede mod en CO2-afgift på landbruget.
Aalborg Kongres- og Kulturcenter åbnede lørdag dørene for Danmarksdemokraternes første landsmøde.
Flere af folketingsmedlemmerne indtog talerstolen, hvor partiets nordjyske spidskandidat til Europa-Parlamentet, Kristoffer Storm også fik taletid.
Men man kan ikke komme udenom Inger Støjberg, når man taler om Danmarksdemokraterne.
Hun var dagens første og sidste taler, og særligt regeringens plan om en CO2-afgift på landbrug fik en hård medfart.
- Man kan ikke tale om et Danmark, der hænger sammen uden at tale om CO2-afgiften. Som der jo er en kniv for struben på dansk landbrug i den her tid, lød det i åbningstalen.
En konstruktiv løsning
En af de landmænd, der også er bekymret over en afgift, er René Lund Hansen.
På hans kvæglandbrug er der godt 500 malkekøer, og det bliver en stor omkostning, hvis regeringens forslag til en CO2-afgift sker fyldest.
- Man bliver bare nødt til at se realiteterne i øjnene. Der er et regeringsgrundlag, der siger, at vi skal have en CO2-afgift. Så bliver vi nødt til at være konstruktive.
Landmandens kvæg udleder, hvad der svarer til 0,92 kilo CO2, for hvert kilo mælk de producerer.
Foderoptimering, gødningsanvendelse og arealanvendelse er nogle af de redskaber, som landmanden har fokuseret på i jagt på mere effektivitet - både til gavn for pengepung og klima.
Han appellerer til, at man ikke laver en afgift, der rammer landbruget bredt.
- Hvis man vil lave en afgift, så lav en lille afgift på noget, som jeg kan gøre noget ved, og lav en lang indfasningsperiode, så jeg, når afgiften starter, kan have elimineret afgiften ved at have lavet en klimaforbedring, påpeger René Lund Hansen.
Støjberg afviser
På Danmarksdemokraternes landsmøde ser Inger Støjberg ingen muligheder for en løsning i stil med landmandens idé.
- Det bliver ikke en konstruktiv løsning. Vi har en flertalsregering, der har besluttet sig for at indføre en CO2-afgift.
- Det bliver til skade for landbruget og landdistrikterne. Derfor kommer vi ikke til at stemme for det. Slet ikke, når vi bliver det eneste land i Europa, der indfører den, siger Inger Støjberg.
Partiformanden frygter, at en dansk enegang på CO2-afgiften kan betyde lukning af landbrug og en større import af fødevarer.
- Danskerne holder altså ikke op med at spise kød og drikke mælk, bare fordi det bliver dyrere at producere i Danmark. Så kommer vi i stedet til at spise kød og drikke mælk fra andre lande. Det kan simpelthen ikke være meningen, påpeger partiformanden.
Se indslaget nedenfor: