Landstræner bliver assistent i AaB
Foto: AaB
Mathias Haugaasen skifter jobbet som U20-landstræner i Norge ud med en stilling som assistenttræner i AaB.
Superliga-nedrykkerne fra AaB udvider trænerteamet med 44-årige Mathias Haugaasen, der med øjeblikkelig virkning træder ind i rollen som assistenttræner for cheftræner Oscar Hiljemark.
Det oplyser 1. divisionsklubben på sin hjemmeside.
Nordmanden kommer fra en stilling som U20-landstræner i Norge.
- Det har været vigtigt for os, at vi fandt den rette person til at være assistenttræner i AaB, og derfor har vi været igennem en grundig proces, hvor vi blandt flere kompetente kandidater er endt med en meget stærk profil i Mathias Haugaasen, siger AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier.
Scout for storklub
Ud over posten som U20-landstræner har Mathias Haugaasen tidligere været talentspejder for den engelske storklub Manchester United.
- Mathias kommer med erfaring både fra professionelle miljøer og talentudviklingsmiljøer, hvilket gør, at han passer til vores strategi med fokus på udvikling af egne talenter og implementeringen af unge spillere på vores førstehold, siger Ole Jan Kappmeier.
Nordmanden har mandag første arbejdsdag i AaB. Han glæder sig til at deltage i arbejdet med at bringe klubben tilbage i landets bedste række.
- Jeg ser især frem til at være involveret i det daglige arbejde omkring træningsbanen og omklædningsrummet og på den måde være med til i fællesskab med resten af trænerstaben at præge udviklingen i klubben hver dag, siger Mathias Haugaasen.