Lastbilchauffør skulle tanke diesel, men så gik det hele i fisk
Cirka en kubikmeter fisk lå pludselig på jorden foran tankstationen.
Det var formentlig en betjeningsfejl, der gjorde, at der lige pludselig lå en ordentlig bunke fisk foran en tankstation i Nørresundby.
Søndag formiddag fik Nordjyllands Beredskab en lidt usædvanlig anmeldelse. En lastbilchauffør med vognen fuld af fisk havde gjort holdt på en tankstation i Nørresundby, hvor han skulle tanke diesel. Men noget gik galt i den forbindelse, og før han fik set sig om, lå fiskene på jorden.
- Han har nok lavet en eller anden form for betjeningsfejl, siger Søren Korsgaard, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Da beredskabet ankom, var lastbilchaufføren allerede godt i gang med oprydningen ved hjælp af en slamsuger.
I løbet af relativt kort tid var der gjort rent. Fiskene var væk, chaufføren var på vej videre, og det eneste der blev tilbage, var lugten.
- Det er nok kun mågerne, der ærgrer sig over, at der blev ryddet op så hurtigt i dag, siger Søren Korsgaard.