Legestue i Aalborg kun for mænd slår dørene op
Foto: Steven Vikkelsø Andersen
I Fars Legestue i Aalborg er der ingen adgang for kvinder.
Når vi kun er mænd sammen, betyder det rigtig meget for, hvordan vi snakker sammen, og hvad vi siger.
Brian Rode, fritidskonsulent hos Aalborg Sundhedscenter
Der findes en lang række tilbud til kvinder med børn, såsom mødregrupper, der hjælper kvinder med at bevare et socialt liv under barsel og giver dem råd og vejledning. Til gengæld ser det småt ud med lignende tilbud til mænd.
Men det vil Aalborg Kommune gerne gøre noget ved, og derfor har de nu åbnet Fars Legestue i Nordkraft, hvor fædre kan mødes og snakke sammen, imens deres børn leger. Legestuen havde første åbningsdag fredag, hvor omkring 15 fædre dukkede op med deres børn.
- Jeg synes, det er et rigtig godt initiativ og en god måde at komme ud og møde andre fædre. Det skaber noget aktivitet i hverdagen, som nemt kan gå i trommerom, når man går derhjemme med et barn. Min datter kan møde andre børn, mens jeg møder andre fædre, siger Jeppe Ring, der bor i Aalborg.
- Jeg har kun boet i Aalborg i en lille uge, men jeg brugte ofte en legestue, da jeg boede i København, og jeg synes, det fungerer rigtig godt.
Kvinder har ingen adgang
Legestuen for mænd finder sted hver fredag fra klokken 12.00 til 14.30 i Nordkraft i centrum af Aalborg. Brian Rode, der er fritidskonsulent hos Aalborg Sundhedscenter, forklarer, at det er meget vigtigt at have et tilbud, der er målrettet mænd, og hvor kvinder som udgangspunkt ikke har adgang.
- Jeg arbejder meget med mænds sundhed og mandefællesskaber, og jeg kan se, at når vi kun er mænd sammen, betyder det rigtig meget for, hvordan vi snakker sammen, og hvad vi siger. Så snart der kommer en kvinde ind i lokalet, så sker der noget ved os mænd, siger Brian Rode og fortsætter.
- Det har været rigtig fedt at være med til at starte legestuen op. Vi har haft sommerfugle i maven over, hvordan deltagerantallet endte. Men vi synes, det indtil videre har været pænt besøgt, og jeg glæder mig til næste gang. Min rolle bliver bare at svæve over vandet, for fædrene bruger hinanden.
Alle fædre er velkomne
Fars Legestue er for fædre, der har børn i alderen 0-3 år, og er for alle fædre, uanset om man er på barsel eller bare har taget en dag sammen med sit barn. Fædrene kan komme og gå, som det passer dem.
I legestuen bliver fædrene mødt af Brian Rode, der er tovholder, og som byder velkommen og er med til at skabe god stemning og sikre, at der er kaffe på kanden. Sundhedsplejersken vil kigge forbi, og her har fædrene mulighed for at stille alle de spørgsmål, de måtte have.
Fars Legestue i Aalborg er den tiende legestue for fædre i Danmark. Legestuen er åbnet i samarbejde med Forum for Mænds Sundhed.