Limfjordstunnelen spærres tirsdag aften
Foto: Johnni Isaksen
Man kan lige så godt indstille sig på kø allerede nu - en politiøvelse lukker tirsdag aften for nogle eller alle spor i Limfjordstunnelen.
Tirsdag den 6. september skal man væbne sig med tålmodighed, hvis man har tænkt sig at benytte Limfjordstunnelen mellem Aalborg og Nørresundby. I hvert fald fra klokken 18 til klokken 23.
Her vil dele af og muligvis hele tunnelen være afspærret på grund af en større øvelse. Politi, redning og hjemmeværn skal afprøve og vurdere, hvordan de forskellige beredskaber arbejder sammen, når der sker en alvorlig ulykke.
- Og det betyder, at et meget stort antal personer og køretøjer og udstyr deltager i øvelsen, siger politikommissær Palle Nielsen fra Nordjyllands Politi.
Han oplyser, at ud over Nordjyllands Politi deltager blandt andet Nordjyllands Beredskab, Beredskabsstyrelsen, Region Nordjylland - Sundhedsberedskab, Vejdirektoratet, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet i øvelsen.
Øvelsen tager udgangspunkt i en tænkt ulykke i tunnelens ventilationssystem samt de afledte effekter af en sådan ulykke. I sådan en situation får myndighederne travlt medkoordinering og styring af redningsmandskaber, som skal frem til tunnelen, ligesom der skal oprettes redningsveje og tilrettelægges en redningsindsats – og så skal de også holde fokus på trafikinformation.
Politikommissær Palle Nielsen oplyser, at det forud for øvelsen vil være nødvendigt at afspærre tilkørslen fra Nørresundby ved Borgmestersvinget fra cirka klokken 18. Fra det tidspunkt henviser politiet al sydgående færdsel til tilkørsel via Sundsholmen. Afspærringen vil vare, indtil øvelsen er slut ved midnatstid.
Den første del af aftenen vil det ene tunnelrør være farbar for trafik, men Nordjyllands Politi oplyser, at der fra 20.30 vil være helt lukket for trafik i begge rør. Politiet beder bilister og trafikanter om i dette tidsrum at benytte Limfjordsbroen.
- Vi beklager de gener, som øvelsen måtte give trafikanterne, men det er nødvendigt, at vi en gang imellem afholder større øvelser – så er vi skarpe, hvis ulykken en dag skulle ske, forklarer politikommissær Palle Nielsen, som i samme ombæring understreger, at afspærrings-tidspunkterne – af hensynet til øvelsens afvikling – kan ændre sig lidt i begge retninger.
Vejdirektoratet tager hånd om selve afspærringen, og via info-tavler og skiltning varsler direktoratet om lukningen, og Nordjyllands Politi opfordrer eventuelle særlige transporter til at være særligt opmærksomme på tidspunkterne for lukning.