Se video: Her sker mindre eksplosion på bil i brand i Limfjordstunnellen

En varebil i Limfjordstunnellen brød mandag morgen i brand, men der skete ingen personskade, oplyser politiet.

Myldertidstrafikken mandag morgen blev voldsomt påvirket på Nordjyske Motorvej E45 i begge retninger ved Limfjordstunnellen. En varebil var brudt i brand i tunnellen, og det skabte voldsomme køer, fordi begge tunnelrør på et tidspunkt var spærret.

Video: Per Linnæs

Nordjyllands Politi oplyser på Twitter, at der ingen personskade er sket ved branden. 

Klokken 08.20 oplyser indsatsleder Bent Pedersen, at begge rør igen er farbare, men at man må forvente kø fortsat.

- Det der er sket, er et mindre trafikuheld mellem en ladvarebil og en lastbil. Ladvarebilen er kørt op bag i lastbilen, og så må han have fået et brud på branddstofledning til motoren. Der udbrød i hvert fald brand i kabinen på ladvarebilen, oplyser indsatsleder Bent Pedersen fra Nordjyllands Beredskab. 

Meldingen om brand indløb klokken 07.21 - midt i myldretiden - og da indsatslederen ankom til tunellen, valgte han at spærre i begge retninger. 

- Den brændende bil holdt lige i udmundingen på røret, hvor der er nogle store fjernvarmerør, som blev varmepåvirket af branden. Da jeg ankommer ligner det noget rigtig lort, så derfor spærer vi begge rør, fordi jeg ikke ved, hvordan det udvikler sig. Det ender dog kun med at være spærret i begge retning kortvarigt, men det trækker selvfølgelig nogle lange køer, siger indsatslederen. 

 
 
Foto: Morten Pedholt / TV2 Nord

Klokken 10.50 er der fortsat kødannelser i området omkring Limfjordstunnellen. 

Vejdirektoratet oplyste klokken 07.51, at begge tunnelrør var spærret. Derfor var der kø i begge retninger. I sydgående retning gjaldt det både på E45 Frederikshavn-motorvejen og E39 Hirtshals-motorvejen. 

Meldingen om brand kom klokken 07.21 og flere udrykningskøretøjer kørte til stedet.

 
 
Foto: Privatfoto

 


Seneste nyt

fra Nordjylland