Live fra kirken: Tag dit parforhold på date i Vor Frue
De fleste af os kender speed-dating og blind-dating, hvor vi bliver matchet med en partner, vi endnu ikke kender. Men her til aften bliver der afholdt en ny form for dating – nemlig dinner-dating - i Vor Frue Kirke i Aalborg. Det er helt nyt, og det er for par og for at sætte lys på parforholdets betydning som fundament i livet.
Vor Frue Kirke inviterer på Dinner-dating for at sætte lys på parforholdets betydning som fundament i livet. Et nyt tilbud – og en særlig aften – i Fruens smukke kirkerum.
Har du talt med dit barn i dag? Har du trænet og tjekket e-mails og sørget for sund mad til familien? Ja og ja og ja… Og hvad med dit parforhold, hvordan trives det? Det er vist OK – så længe jeg ikke hører andet. Men er OK godt nok? Og stærkt nok? Også i det lange løb?
Vor Frue Kirke i Aalborg og Folkekirkens Familiestøtte, der arbejder med familiers trivsel, er gået sammen om at invitere til en Dinner-dating, hvor parforholdet er hædersgæst.
Og denne fredag var der for første gang dækket op i Vor Frues stemningsfulde kirkerum til en aften med levende musik, god mad – og inspirerende oplæg om, hvordan du og din partner kan holde liv i kærligheden.
Når benzintanken er tom
- Når hverdagen kører derudaf og alle de praktiske gøremål skal fordeles, er det nemt at glemme, at et parforhold er mere end et arbejdsfællesskab. Det er også en relation, et venskab og et kærlighedsforhold, der har brug for opmærksomhed og omsorg. Parforholdet skal have noget at leve af, hvis det skal være godt at være i, og hvis det skal klare modgang og problemer, siger Kamma Graversen, sognepræst i Vor Frue Kirke.
Hun møder jævnligt par, der er gået fra hinanden, fordi benzintanken er kørt fuldstændig tom. De har ikke sørget for re-fill, mens tid var – og bagefter kan de stå tilbage med en følelse af, at beslutningen om skilsmisse var forkert.
- Vi vil med den her aften sætte lys på parforholdets betydning som et fundament, der skal værdsættes og prioriteres. For eksempel ved at bruge en fredag aften i en hyggelig og stemningsfuld ramme, hvor det ikke handler om vores børn eller venner – men om os to og det, vi har bygget op sammen.
Tryghed og venskab
Aftenens underviser er psykolog Tina Mogensen fra Folkekirkens Familiestøtte. Hun vil bl.a. følges med deltagerne ned ad memory lane – tilbage til den første forelskelse. Hvad var det, du faldt for hos din partner? Hvad bandt jer sammen i den første intense tid, hvor I var overbeviste om, at det her var for ever?
Tina Mogensen vil præsentere nyeste viden om, hvad der styrker et parforhold og holder liv i kærligheden.
- Jeg vil forklare, hvorfor det er så vigtigt, at kærligheden gøres konkret. Den skal være til stede i hverdagen som aktive handlinger og prioriteringer, hvis vi skal trives i et parforhold gennem mange år, siger Tina Mogensen, og fortsætter:
- Deltagerne vil opleve smagsprøver fra de længerevarende kurser, som Folkekirkens Familiestøtte udbyder for par. Herunder små oplæg og øvelser om de tre faktorer, som vi ved beskytter et parforhold: Tryghed, venskab og glæde.
Noget dybt og uerstatteligt
Sognepræsten håber, at det nye initiativ skaber bevidsthed om, at et parforhold ikke bliver stærkt og lykkeligt og livslangt ganske af sig selv.
- Det kræver noget af dig. Men hvis du beslutter dig for at investere i det, er gevinsten til gengæld stor. Du får noget dybt og uerstatteligt: Én at dele livet med, siger Kamma Graversen.
Vor Frue Kirke holder et lignende arrangement igen på Valentines Day den 1. februar.
Kirke til tiden
* Dinner-dating og samarbejdet med Folkekirkens Familiestøtte er en udløber af Vor Frue Kirkes arbejde med at udvikle nye tilbud, som mennesker i dag finder mening i. Visionen er at være ’Kirke til Tiden’.
* Folkekirkens Familiestøtte er en forholdsvis ny organisation, der som en del af Folkekirken tilbyder støtte og sparring til forældre. Blandt andet med kurserne ’Plej jeres parforhold’, ’Vejen videre efter skilsmisse’ og ’Sunde skærmvaner i familien’.