Lund og Staun konkurs: Katastrofalt år kunne ikke reddes

Det store nordjyske byggefirma Lund og Staun A/S er gået konkurs efter flere år med dårlig økonomi.

Det har ikke været muligt at rette op på et ringe 2017 og et katastrofalt 2018 for byggefirmaet Lund og Staun A/S, der tirsdag har indgivet konkursbegæring til Skifteretten.

- I dag blev lyset slukket på grund af 1000 dage i helvede, hvor vi ikke har formået at være skarpe og dygtige nok til at tjene penge på de opgaver, vi har haft, siger en tydeligt berørt Henrik Staun, der er direktør i Lund & Staun A/S.

Han fortæller, at virksomheden klokken ni gav kaffe og rundstykker til de ansatte, og der blev krammet og grædt blandt medarbejderne.

- Jeg har det værre end ad helvede til, jeg er ked af det og trist. Jeg er flov over, at det ikke er lykkedes. Ledelsen og jeg kan ikke kæmpe mere, end vi har gjort. Det er ikke fysisk muligt, det har været en heroisk indsats fra alles side, siger Henrik Staun.

Drejer sig om få, store projekter

Lund og Staun har flere større byggerier i gang for tiden, hvoraf flere af dem er tæt på en afslutning. Derfor håber Henrik Staun, at bygherrerne har mulighed for at finde en løsning, der kan afslutte projekterne:

- Det er som maratonløberen, der ikke kan løbe de sidste 100 meter. Vi er meget tæt på at afslutte flere projekter, og vi havde håbet, at det kunne lade sig gøre, men nu håber vi, at bygherrerne kan finde en løsning, siger Henrik Staun.

Ifølge Henrik Staun er der tale om få, men store projekter i 2017, 2018 og 2019, som har været årsag til konkursbegæringen. Det drejer sig om komplicerede totalentrepriser, som ikke har matchet virksomhedens kompetencer, oplyser Lund og Staun i en pressemeddelelse.

Også branchens konkurrenceforhold bliver nævnt som en del af skylden for konkursbegæringen.

Det er uvist, hvad der nu skal ske, for udviklingen er gået stærkt de seneste dage. Men det kan være, at brandet Lund & Staun A/S fortsætter i en eller anden form fremover. 


Seneste nyt

fra Nordjylland