Lynsalg af ejerlejligheder i Nørresundby

Hele 38 procent af de lejligheder, der er handlet i Nørresundby i 2016, er blevet solgt i løbet af de første 14 dage. Dermed er Nørresundby den by i Danmark, hvor lejlighederne sælger hurtigst lige nu.

Det går godt med salget af ejerlejligheder i Nordjylland. Ifølge nye tal fra Boliga har 26 procent af nordjyderne fået solgt deres ejerlejlighed højst 14 dage efter, de satte deres lejlighed til salg. I Region Hovedstaden og Region Midtjylland oplever 17 procent, at lejligheden er solgt efter 14 dage eller mindre.

Især i Nørresundby går det rigtig godt. Af de handlede lejligheder i Nørresundby i 2016 er 38 procent solgt inden for de første 14 dage. Dermed er Nørresundby den by, hvor ejerlejlighederne bliver solgt hurtigst. Det er især de to- og treværelses lejligheder, der går som varmt brød.

- Det er, fordi det er en helt ny bydel, hvor man transformerer industri til velbeliggende ejerlejligheder. Byen udvikler sig, og man skal bare lige over vandet i forhold til Aalborg, så det er ved at blive en temmelig attraktiv bydel, som har alt dét, moderne mennesker gerne vil have, siger indehaver af Nybolig Nørresundby, Palle Ørtoft, til Boliga.


Seneste nyt

fra Nordjylland