Mand endte i grøften og blev kørt på skadestuen

En mandlig bilist er onsdag blevet kørt på skadestuen, efter han endte i grøften ved et sving på Luneborgvej ved Tylstrup.

En mandlig bilist endte onsdag formiddag i grøften, da kan kørte på Luneborgvej i østlig retning nær Tylstrup. 

Manden befandt sig i et langt sving ud for Luneborgvej 188 og mistede af ukendte årsager herredømmet over sin bil, oplyser indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Niels Eltzholtz. 

- Han havde slået hovedet ind i sideruden og blødte fra venstre øre, men var ellers ved bevidsthed og virkede til at være okay. Han var naturligvis noget chokket dog, siger Niels Eltzholtz. 

Manden blev herefter taget ud af bilen af ambulancefolkene og kørt på Aalborg Universitetshospital.

Luneborgvej var lukket i østlig retning i noget tid, men er åbnet op igen, efter redningsberedskabet har ryddet op og spulet vejbanen for jord.


Seneste nyt

fra Nordjylland