Mand fastklemt i arbejdsulykke

En medarbejder på en fabrik, der arbejder med forarbejdning af gulerødder, er kommet alvorligt til skade i en arbejdsulykke. Han er nu lagt i kunstig koma.

Kort før middag fik politiet onsdag en anmeldelse om en person, der var fastklemt i en maskine. Ulykken var sket på landbrugsvirksomheden Limfjords Danske Rodfrugter mellem Storvorde og Gudumholm, hvor der forarbejdes gulerødder.

- Vi fik at vide, at manden havde bevæget sig ind på et område, hvor medarbejderne ikke måtte være. I det område er en maskine kørt hen over manden, så han blev fastklemt, forklarer indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Bent Pedersen.

Ifølge indsatslederen var det en østeuropæisk mand, der var fastklemt. De andre medarbejdere havde dog fået manden fri, da beredskabet ankom til stedet.

Nordjyllands Politi oplyser på Twitter, at manden er 34 år og fra Litauen. Hans tilstand er kritisk.  

Og vagtchef ved Nordjyllands Politi Torben Larsen oplyser onsdag aften klokken 20.30, at den litauiske mand er lagt i kunstig koma.

- Det er meget alvorligt

- En mand er blevet ramt af et arbejdsredskab - en slynge, der samler roer op. Det er meget alvorligt, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi til TV 2.

Mandens tilstand er meget alvorlig, og han er kommet med lægehelikopter til hospitalet.

Arbejdstilsynet er tilkaldt, og politiet er stadig i gang med tekniske undersøgelser på stedet, oplyser Karsten Højrup Kristensen.

De pårørende i Litauen er underrettet.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland