Mand uden kørekort taget for narkokørsel

En 21-årig mand blev stoppet af politiet natten til tirsdag i Aalborg, mens han kørte påvirket af narko og uden kørekort.

En 21-årig mand blev natten til tirsdag stoppet på Sohngårdsholmsvej i Aalborg, mens han kørte i sin bil.

En patrulje syntes, det var et underligt tidspunkt at være ude på og ville sikre sig, at alt var i orden. Det skriver Nordjyllands Politi i sin døgnrapport tirsdag. 

Den 21-årige fører af bilen virkede lettere påvirket, så betjentene hentede et narkometer for at teste den unge fører. Samtidig fik de slået bilisten op i systemet og fandt ud af, at han var blevet frakendt kørekortet.

En hurtig prøvetur af narkometeret bekræftede desuden betjentenes mistanke om narko, og manden måtte stige ud af bilen og modtage et lift til stationen.

Han blev anholdt og sigtet for at køre bil i påvirket tilstand uden noget gyldigt kørekort.


Seneste nyt

fra Nordjylland