Maskeret røver truede sig til kassebeholdning

Politiet efterlyser i vidner efter et røveri mod Kiosk 74 på Sjællandsgade mandag aften.

Mandag aften blev en rigtig træls en af slagsen for den kvindelige ekspedient i Kiosk 74 på Sjællandsgade i Aalborg. Hun måtte nemlig stå ansigt til ansigt med en røver, som truede sig til kassebeholdningen.

Røveriet skete kort før klokken 21, da en ung mand af udenlandsk udseende trådte ind i kiosken og viftede med noget, der lignede en pistol.

Røveren beskrives som værende 20-25 år gammel, cirka 175 centimeter høj og spinkel af bygning. Ifølge Nordjyllands Politi bar han sort maskering for ansigtet. Han var iført grå og sort jakke med pelskrave, sorte Adidas-bukser og sko. Efter at have truet sig til et ukendt beløb, som han kom i en Netto-pose, løb røveren mod Østre Anlæg.

Vagtchef hos Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen, skriver i en pressemeddelelse, at flere patruljer og hundepatruljer blev sendt til stedet og undersøgte nabolaget.

- En hundepatrulje har i en kælderskakt i nærheden af kiosken fundet en mørk hardball-pistol, som forventes at være den pistol, der blev brugt til at true med ved røveriet, lyder det fra Karsten Højrup. 

Det er ikke første gang, Kiosk 74 har været udsat for røveri. I april sidste år forsøgte en 15-årig dreng at true sig til penge, men han stak af uden bytte og blev anholdt bare få minutter senere.

Tirsdag morgen havde politiet ikke flere oplysninger i sagen, og derfor opfordrer vagtchefen nu vidner, der har set personen løbe væk fra stedet eller har set røveriet ske, til at ringe til politiet på telefon 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland