Matchfixing: AaB bekræfter henvendelse fra Nordjyllands Politi
Foto: Daniel Mikkelsen
AaB's administrerende direktør, Thomas Bælum, siger, at klubben er bekendt med henvendelsen og står fuldt ud til rådighed for at komme til bunds i sagen.
AaB bekræfter, at man har modtaget en henvendelse fra Nordjyllands Politi om en undersøgelse af matchfixing. Ingen er sigtet i sagen.
Nordjyllands Politi har netop offentliggjort, at man i februar 2020 modtog en anmeldelse om såkaldt matchfixing relateret til AaB.
Det skriver AaB og Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Sagen drejer sig om et tilfælde, hvor der i efteråret 2019 skulle være sket en specifik forseelse i forbindelse med en kamp i 3F Superligaen.
AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum udtaler:
- Vi er naturligvis bekendt med henvendelsen og står fuldt ud til rådighed for at komme til bunds i sagen, og forhåbentlig bliver konklusionen også, at der ikke har fundet noget ulovligt sted.
- Matchfixing tager vi som klub helt og aldeles afstand fra, og vi ser frem til at få sagen afsluttet, fastslår Thomas Bælum.
På grundlag af overtrædelse af straffelovens § 279 omhandlende bedrageri indledte Nordjyllands Politi en efterforskning af sagen i februar.
- Vi har efterforsket i sagen, siden vi modtog anmeldelsen i februar, og sagen er stadig verserende, siger den ansvarlige for efterforskningen, politikommissær Troels Jul Kjærgard, som ikke kan tilføje yderligere.
Så længe sagen verserer, kan AaB og Nordjyllands Politi af hensyn til efterforskningen ikke kommentere yderligere på denne.