Meny Aalborg har Danmarks bedste slagter
Foto: Meny Aalborg
Thor Bak fra Meny Aalborg er kåret som Danmarks bedste slagter 2016 af Landbrug & Fødevare.
I slagteriet i Meny Aalborg arbejder den nykårede danmarksmester i slagteri, slagtermester Thor Bak.
Onsdag modtog slagtermester Thor Bak fra Meny Aalborg en af slagterbranchens største hædersbeviser, nemlig Landbrug & Fødevares Slagterpris 2016.
- Slagterprisen er en flot anerkendelse af den indsats, vi dagligt gør her i butikken for at løfte slagterfaget og kvaliteten af vores ferskvareafdeling. Thor og hans dygtige team gør et utroligt stykke arbejde både bag ved scenen og i mødet med vores kunder. De er madarbejdere i ordet bedste forstand og har afgørende betydning for, at vi i dag er Aalborgs bedste og mest populære fødevaremarked, siger Meny-købmand i Aalborg, Anders Mogensen.
Juryens begrundelse for, at netop Meny Aalborg og Thor Bak skulle løbe med Slagterprisen 2016, var butikkens enorme sortiment af friskskåret kød, kvalitet i alle led, samt ikke mindst en super kundevejledning.