Foto: arkivfoto

Mere byggeri giver travlhed hos Aalborg Portland

Cementproducenten Aalborg Portland oplever en stor efterspørgsel på cement til byggeri. Nye tal viser, at efterspørgslen på cement ligger på det højeste niveau i otte år.

Aalborg Portland er Danmarks eneste cementproducent. Cementfabrikken i Aalborg er en af Nordeuropas største, ligesom virksomheden har siloanlæg i havne i hele Danmark. 2016 var et travlt år for cementproducenten.

Nye tal fra Aalborg Portland viser, at efterspørgslen efter cement i 2016 lå på det højeste niveau i otte år Danmark. Salget er steget med 10 procent fra 2015 til 2016.

Byggeaktiviteten i Danmark i 2016 lå ifølge vores tal på det højeste niveau i de seneste otte år

Michael Lundgaard Thomsen, Managing Director fra Aalborg Portland

Cementforbruget i Danmark anses som en af de mest præcise og aktuelle indikatorer for byggeaktiviteten i Danmark. I 2016 leverede Aalborg Portland mere end 1,3 millioner tons cement til byggeriet i Danmark.

- Byggeaktiviteten i Danmark i 2016 lå ifølge vores tal på det højeste niveau i de seneste otte år. 10 procent over 2015 og 47 procent over 2010, hvor byggeaktiviteten var lavest, forklarer Managing Director Michael Lundgaard Thomsen fra Aalborg Portland.

Han mener, at investeringslysten er godt på vej tilbage til dansk erhvervsliv, og at det er en positiv spiral, som også vil sprede sig til andre brancher og industrier.

Også i vores nabolande er byggeaktiviteten stigende, men Danmark skiller sig dog ud som det land med den højeste vækstrate.

Michael Lundgaard Thomsen, Managing Director fra Aalborg Portland

Væksten i cementforbruget er dog ikke kun gældende for Danmark. Aalborg Portland producerer årligt to millioner tons cement, som afsættes i Danmark og det øvrige Nordeuropa samt USA. Cirka en tredjedel bliver eksporteret til udlandet.

- Den stigende efterspørgsel efter cement er ikke kun et dansk fænomen. Også i vores nabolande er byggeaktiviteten stigende, men Danmark skiller sig dog ud som det land med den højeste vækstrate. Derudover har vi de seneste år haft en markant stigning i eksport af hvid cement til USA, hvor markedet er fordoblet siden 2009 og 2010, slutter Michael Lundgaard Thomsen.

Den positive bølge betyder, at alle produktionslinjer hos Aalborg Portland nu kører i treholdsskift. Det har foreløbig også ført til ansættelse af godt 20 nye medarbejdere hos Aalborg Portland, mens tallet hos underleverandører forventes at være endnu højere.

Aalborg Portland Holding har siden 2004 været ejet af Cementir Gruppen, der laver cement og beton. Cementir Gruppen har hovedkontor i Rom, og er noteret på den italienske fondsbørs i Milano.