Mette fik donation på 100.000 kroner 24 minutter efter ansøgning var sendt: - Fuldstændig fantastisk og meget uvirkeligt
Mette Gløvermose Sørensen jubler over den store fondsdonation.
En patient med erfaring fra fundraising-branchen var med til at få projektet op at stå.
Fredag klokken 10:02 sendte Mette Gløvermose Sørensen sin officielle ansøgning til Nibe Festival Fonden. Hun ansøgte om 100.000 kroner til at finansiere et projekt til et gavlmaleri ved kræftafdelingen på Aalborg Universitetshospital.
Klokken 10:26 fik hun en besked i sin e-boks. Ansøgningen var blevet godkendt, og de 100.000 kroner var sikret.
- Det er fuldstændig fantastisk og meget uvirkeligt, at det gik så hurtigt, siger Mette Gløvermose Sørensen.
Hun er sygeplejerske på Onkologisk Dagafsnit, som behandler patienter med kræft i maven, tarmene og underlivet.
Påvirker det psykiske
Gavlmaleriet skal være 3x40 meter. Det skal opføres lige ude foran en lang række hospitalsstuer på kræftafdelingen.
- De fleste stuer har nu udkig på stålfacader og kan hverken se himmel eller sol.
- Det er personer i dyb krise, der kommer her. Det er et klinisk miljø, der er meget hvidt og sterilt. Det er ikke indbydende eller trygt, siger Mette Gløvermose Sørensen.
Det er street art-kunstneren Frida Stiil Vium, som skal opføre det store maleri, som kommer til at stå i kontrast til den nuværende farveløse udsigt.
- Det kommer ikke til at have betydning på, om folk overlever. Men det har en stor indvirkning psykisk. Vi ved, hvordan farver har indvirkning på psyken, og når man har en kræft-diagnose handler det om at finde de lyspunkter, der er, når ikke man kan ændre på situationen, siger sygeplejersken.
- Det handler om at skabe noget, der kan sprede tankerne og skabe glæde. Forhåbentlig kan det gøre, at folk kan tænke på noget andet, siger Mette Gløvermose Sørensen.
Fire år gamle planer
Mette Gløvermose Sørensen fik ideen for fire år siden. Dengang var hun i kontakt med kunstneren Frida Stiil Vium, og hospitalsledelsen nikkede ja til projektet. Men alligevel blev projektet sat på pause, da hun ikke vidste, hvordan de 100.000 kroner kunne skaffes.
Projektet blev igen bragt op for halvanden måned siden. Her talte hun med en patient, som var i fundraising-branchen.
- Der var en hustru, som aldrig kom med herind, fordi hun ikke kunne holde de hvide og sterile rum ud.
Patienten var derfor begejstret for ideen og rådgav, hvordan Mette Gløvermøse Sørensen kunne realisere projektet i forhold til at søge fondsmidler.
Det kulminerede fredag formiddag, da finansieringen kom på plads. Det er planen, at maleriet begynder til foråret.
- I forhold til vejret er det ikke så godt at male på overflader udendørs om vinteren. Så det bliver til marts eller april, siger Mette Gløvermose Sørensen.
VIDEO: Torsdag sendte TV2 Nord et indslag om sygeplejerske-studerende, som netop skulle blive klogere på, hvordan de kunne bruge kunst i deres arbejde.