Mikkel Hansen er ankommet til Aalborg i privatfly: - Jeg har det glimrende

Håndboldstjernen Mikkel Hansen er netop ankommet til Aalborg i privatfly.

Dagen er kommet, hvor Mikkel Hansen har første dag hos Aalborg Håndbold. Det sker efter 10 år ved det franske håndboldhold Paris Saint-Germain. 

Mikkel Hansen, du har første arbejdsdag i Aalborg. Hvordan har du det lige nu? 

- Jeg har det glimrende. Det ville være ærgerligt, hvis ikke jeg havde det sådan i hvert fald, siger han og griner.

- Det er klart, at når man har været det samme sted i 10 år, så glæder man sig til at prøve noget nyt. Og det er også sådan, jeg har det lige nu.

Og hvad forventer du af dagen? 

- Det bliver nok en lang dag med mange spørgsmål om det ene, andet og det tredje. Men efter mange år i branchen, håber jeg, at det er noget jeg overlever trods alt, siger han. 

Hvad betyder det for dig at starte her? 

- Jeg glæder mig rigtig rigtig meget. Jeg er kommet tilbage til Danmark for at spille for en klub, der har rigtig store ambitioner, og som på det seneste har vist, at de kan leve op til de ambitioner. 

Skal pendle til Aalborg

Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen har mandag morgen hentet ham fra Roskilde i en Challenger fra Flexflight. På vejen til Aalborg er de blevet fulgt tæt af TV 2 SPORT og Nordjyske. Intet mindre end 12 medier er med til håndboldstjernens første træning i Aalborg. 

Træningen begynder klokken 10.15, og Mikkel Hansen har fået en trøje med nummer 24. 

Mikkel Hansen er netop kørt fra lufthavnen i Aalborg i en Audi A8 mod Gigantium, hvor træningen skal foregå. Jan Larsen har indtaget bagsædet. 

Mikkel Hansen er bosiddende i København og skal pendle til træningerne i Aalborg. 

Mikkel Hansen er ombejlet af pressen.
Mikkel Hansen er ombejlet af pressen.
Foto: Ida Bach Holm / TV2 Nord

En af de mange fans, der mødte op i Gigantium i dag, er 14-årige Sofie Larsen. Men desværre nåede hun ikke at se Mikkel Hansen. 

- Det er lidt nederen, men så ser jeg ham jo bare i morgen, hvis han kommer til kampen.

Hvad betyder det for dig, at Mikkel Hansen er startet i Aalborg?

- Det, tænker jeg da, betyder Champions League guld, siger hun og griner.

- Det er da fedt, at han er kommet herud. Det er en stor mulighed, fordi han er god, og det er måske nogle af hans sidste år, og det er fedt, han bruger nogle af dem herude. 


Seneste nyt

fra Nordjylland