Mikkel Hansen opereret i knæet: - Det bør bekymre Aalborg Håndbold, mener ekspert

Håndboldstjernen Mikkel Hansen, som til sommer skifter til Aalborg Håndbold, er netop blevet opereret i knæet. Det bør bekymre den nordjyske klub, mener håndboldekspert.

Mikkel Hansen, der tre gange er blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller, skifter til sommer fra franske Paris Saint-Germain til Aalborg Håndbold. Men det er ikke sikkert, at det er en håndboldstjerne i bedste forfatning, der tilslutter sig den nordjyske klub.

Den danske landsholdsstjerne blev mandag blevet opereret i højre knæ og forventes at sidde ude i fire til seks uger. Det skriver hans klub i en pressemeddelelse.

Nyheden om, at Mikkel Hansen er blevet opereret i samme knæ, som han blev opereret i tilbage i 2013, bør bekymre hans kommende arbejdsgiver. Det mener TV 2 SPORT's håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Jeg synes, alle skal være bekymrede. Når jeg hører sådan noget, så bliver jeg også bekymret, siger Bent Nyegaard til TV 2 SPORT.

- For Mikkel er for mig stadigvæk den største. Det har han vist så mange gange, at man ikke behøver betvivle det. Derfor er det selvfølgelig en bekymring for både PSG, for det danske landshold og for Aalborg Håndbold, siger han.

- Grund til at råbe vagt i gevær

34-årige Mikkel Hansen har skrevet under på en tre-årig kontrakt med Aalborg Håndbold. Kontrakten træder i kraft fra sommer, og dermed er den danske stjerne i gang med sine sidste måneder i Paris Saint-Germain, hvor han har spillet siden 2012.

- Jeg har bare kunnet konstatere, at Mikkel den seneste tid har spillet færre og færre minutter for PSG, og det har selvfølgelig undret sådan en som mig, siger Bent Nyegaard.

- Derfor er det her også meget bekymrende, for det er klart, at med den alder Mikkel har, og de kampe han har spillet, at hvis der så fortsat er problemer med det knæ, så er der grund til at råbe vagt i gevær.

Paris Saint-Germain oplyser, at Mikkel Hansen nu er i Danmark, hvor han har fået foretaget operationen. Herefter vil han vende tilbage til Frankrig for at genoptræne.


Seneste nyt

fra Nordjylland