Mindre brand i lejlighed: Beboer sigtet for brud på beredskabsloven

Den mandlige beboer i lejligheden er nu sigtet for at overtræde beredskabslovens §71. Ifølge politiet får han derfor en bøde på omkring 3000 kroner.

Natten til lørdag rykkede politi og beredskab ud til et lejlighedskompleks på Rendsburggade i Aalborg, hvor der var opstået en mindre brand i en 28-årig mands lejlighed.

- Han havde haft gæster på besøg i løbet af natten, og da de forlader stedet om natten, så opstår der på en eller anden måde efterfølgende brand et sted på gulvet, oplyser vagtchefen hos Nordjyllands Politi til TV2 Nord.

Hvordan branden mere præcist er opstået, ved politiet endnu ikke. De oplyser, at det var overboen, der kunne lugte røg, og som anmeldte branden til beredskabet.

- Da de kommer frem til lejligheden, er der ingen hjemme, og derfor skaffer de sig adgang til lejligheden, siger vagtchefen hos Nordjyllands Politi til TV2 Nord.

Efterfølgende kommer den mandlige beboer hjem, og han er nu sigtet for at overtræde beredskabslovens §71. Beboeren får ifølge politiet derfor en bøde på omkring 3000 kroner for overtrædelsen.

BEREDSKABSLOVENS §71

Med bøde straffes

1) den, der ikke udviser tilbørlig forsigtighed med ild, lys, tændstikker, aske, brandfarlige stoffer, og hvad der i øvrigt kan fremkalde eller befordre brand, eller undlader at påse, at personer, der hører til den pågældendes husstand eller virksomhed, udviser sådan forsigtighed, og

2) den, der som ejer eller bruger af elektriske anlæg eller andre lys-, varme-, kraft- eller maskinanlæg, som kan fremkalde eller befordre brand, benytter sådanne anlæg eller lader dem benytte, uanset at de ikke er i forsvarlig stand.

Kilde: Retsinformation.dk, "Bekendtgørelse af beredskabsloven"


Seneste nyt

fra Nordjylland