Minister diskuterede kystsikring
Miljø- og fødevareministeren inviterede til borgermøde i Aalborg. På dagsordenen var et af de emner, der lige nu optager rigtig mange sommerhusejere - kystsikring.
Mere end 150 borgere dukkede op, da miljøminister Eva Kjer Hansen inviterede til debatmøde om kystsikring i Aalborg.
Er sandfodring en god løsning? Skal staten betale? Hvorfor er sagsbehandlingstiderne så lange?
Det var bare nogle af de mange spørgsmål, der blev rettet mod miljøminister Eva Kjer Hansen (Venstre), repræsentanter fra Kystdirektoratet og andre fagpersoner, da mere end 150 borgere, fortrinsvis sommerhusejere var troppet op til dialogmøde i Aalborg.
På dagsordenen var kystsikring, og efter oplæg fra kystdirektoratet og andre fagfolk blev der lejlighed til at stille spørgsmål.
Det var miljøministeren, der havde taget initiativ til mødet, og da de to timer var gået, var det en tilfreds minister, der gjorde status.
- Der var mange konkrete input til, hvordan vi skal arbejde videre med kystsikring. Jeg synes, folk var meget konstruktive og meget engagerede. Det er tydeligvis noget, der betyder noget for folk, og derfor er jeg rigtig glad for, at jeg har haft dialogen i dag, siger Eva Kjer Hansen.
Grundejere langs den nordjyske vestkyst har kæmpet i årevis for at sikre deres huse og sågar begået selvtægt for at råbe myndighederne op, og forholdet til Kystdirektoratet har ikke altid syntes rosenrødt. Miljøministeren håber, at dagens møde har været et lille skridt på vejen til mere åbenhed.
- Det er i hvert fald tydeligt for mig, at det var vigtigt med det her dialogmøde. Og jeg stiller altid gerne op. For det dur ikke, at der ikke er et tillidsforhold mellem myndigheden på området, som i det her tilfælde er Kystdirektoratet, og så de lodsejere, for hvem det jo betyder rigtig meget både følelsesmæssigt og økonomisk, siger Eva Kjer Hansen.