Minkfarm i flammer: Brandmændene kæmper med overtændte bygninger
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
To personer er kørt på Aalborg Universitetshospital til tjek for røgforgiftning efter at have arbejdet med at slukke en brand på minkfarm.
Fredag morgen har de nordjyske brandfolk nok at se til - i Mariager udbrød der tidligt fredag morgen brand i en garagebygning, og siden klokken 4 har beredskabet kæmpet for at slukke en stor brand på en minkfarm på Vårstvej ved Gistrup.
Et arbejde, der ifølge vagtchef Bent Højgaard ved Nordjyllands Politi vil komme til at tage det meste af dagen.
- Det brænder lige nu i 2-3 længer på minkfarmen, og bygningerne er fuldstændig overtændt. Så det kommer til at tage indtil i eftermiddag at slukke det helt, også fordi vi skal hente vand langt væk fra til slukningsarbejdet, siger Bent Højgaard.
Kolleger fra Beredskabet i Thisted er tilkaldt for at hjælpe med ekstra mænd, slukningsudstyr og en kran, der kan foretage en kontrolleret nedrivning af taget.
To personer er desuden kørt til tjek for røgforgiftning på Aalborg Universitetshospital i forbindelse med slukningen, oplyser vagtchefen.
- Men så vidt vi ved, var længerne tomme for mink. De skulle være blevet pelset, siger Bent Højgaard.
Det er endnu for tidligt at sige noget om brandårsagen.
Ild i rygerum
I Mariager gik alarmen klokken 04.46, da borgere opdagede brand i en bygning på Fælledvej. Heldigvis var der tale om en ubeboet garagebygning, som ifølge vagtchefen tilhører et bofællesskab.
- Vi har fået oplyst, at de bruger det til rygerum, så måske er det en glød fra i går, der har antændt branden, men det er rent gætværk indtil videre, siger Bent Højgaard.
Ilden har ædt sig vej igennem taget på bygningen, men ingen personer er kommet til skade.