Mistede sin mand til kræft – nu har hun indgået aftale med Fårup Sommerland
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Sidste år døde Marianne Christensens mand efter længere tids kræftsygdom, og hun stod pludselig alene med at drive Fårup Camping.
Marianne Christensen har haft Fårup Camping siden 1997. Nu har hun solgt den til Fårup Sommerland.
For 25 år siden købte Marianne Christensen og hendes mand, Jens Anker Christensen, Fårup Camping tæt ved Blokhus.
Men sidste år tog livet en drejning, da hendes mand døde efter længere tids kræftsygdom.
Marianne Christensen stod pludselig alene med ansvaret for Fårup Camping, og siden da har det været hårdt for hende at drive pladsen selv. Derfor tog hun kontakt til Fårup Sommerland.
- Jeg henvendte mig til direktøren og spurgte, om de kunne være interesseret i at udvide på den måde. Og så har vi haft en dialog om det, fortæller Marianne Christensen.
Gevinst for begge parter
De blev enige om et salg, så fra den 1. april er pladsen ejet af Fårup Sommerland - men Marianne Christensen skal fortsat hjælpe med driften af campingpladsen.
- Jeg har været her i 25 år, så det er også sin sag at tage springet, men jeg er glad for, at jeg har gjort det. Nu glæder jeg mig til at være ansat og kunne fralægge mig nogle af de trælse ansvarsområder, siger Marianne Christensen.
Forlystelsesparken ligger blot 500 meter fra Fårup Camping, og blandt andet derfor så de en mulighed i at købe pladsen.
- Vi oplever stor efterspørgsel på overnatninger i parken og kunne sidste år melde om rekordmange bookinger på Hotel Fårup, hvor vi havde 12 procent flere overnattende gæster end året forinden. Derfor har vi fokus på at udvide kapaciteten og imødekomme vores gæsters ønsker, siger direktør i Fårup Sommerland, Niels Jørgen Jensen.
Fårup Camping har plads til 300 overnattende gæster både i hytter, campingvogne, autocampere og telte.
Flere udvidelser på vej
I den kommende sæson drives campingpladsen videre som hidtil, og de besøgende vil derfor ikke mærke nævneværdigt forskel.
- Det første år bliver en proces, hvor campingpladsen drives videre, som man kender det, og vi kan skabe os nogle erfaringer. Herefter skal pladsen udvikles løbende og tænkes ind som en mere integreret del af Fårup Sommerland-oplevelsen, siger Niels Jørgen Jensen.
Ud over købet af Fårup Camping udvider Fårup Sommerland også med trætophytter som overnatningsmulighed. De står færdige i sensommeren i år.
- Vores nye trætophytter bliver en unik Fårup-oplevelse for parkens gæster, hvor man overnatter i skoven tæt på trækronerne. Vi er overbeviste om, at det bliver en spændende tilføjelse til Hotel Fårup, og vi glæder os meget til, at vores gæster får mulighed for at opleve det på egen hånd, siger Niels Jørgen Jensen.