Mogens møder fødselaren Ebba: - Det er helt fantastisk at blive 100 år
TV2 Nords Mogens Jørgensen får sig en køkkensnak med 100 årige Ebba Hougaard Jansson, som stadig bor i eget hjem. Foto: Mick Knive Andersson
- Jeg skal ikke have noget med herfra, så jeg tager en dag ad gangen,siger Ebba Hougaard Jansson fra Aalborg. Hun kan i dag fejrer sin fødselsdag nummer 100.
Dåbsattesten siger 1919 så i dag kan Ebba Hougaard Jansson på Hellevangen i Aalborg fejre sin 100 års fødselsdag med venner og bekendte og ikke mindst hele fem generationer af familien - med tipoldebarnet Lauge som sidste skud på stammen.
Og dagens fødselar er en aktiv en af slagsen. Hver eneste dag - endda nogle gange to gange om dagen - tager Ebba Hougaard Jansson bussen ind til bymidten og holder øje med hvad, der sker, hun går i butikker, især i Føtex og Salling, men det er bestemt ikke alt, dagens fødselar er tilfreds med i midtbyen
- Jeg er så træt af alle de skilte, der efterhånden er i byen, og det må være træls for dem, som ikke ser så godt, siger Ebba Hougaard Jansson som trods den høje alder stadig har sit gode syn.
To gange om ugen går turen til Fynsgadecenteret i Aalborg, hvor Ebba Hougaard Jansson spiller dart.
Kan du stadig ramme skiven?
- Ja ja, griner Ebba Hougaard Jansson og tilføjer:
- Jeg bliver endda nogen gange nummer et.
Ebba Hougaard Jansson er udlært på tobaksfabrikken CW Obel og har arbejdet som slagter i Bilka. I 1992 mistede hun sin mand, og i dag bor Ebba Hougaard Jansson alene i lejligheden på Hellevangen og foruden at klarer sig selv, hjælper hun et par veninder om ugen med forskellige gøremål.
Men det Ebba Hougaard Jansson nyder allermest er at være sammen med familien, der består af tre sønner, svigerdøtre, børnebørn, og tipoldebørn, og de mødes tit til “ skurmøde”, hvor man får noget godt smørrebrød, en øl og et par snapse.
Og hvis Ebba Hougaard Jansson endelig er alene, nyder hun at læse en god krimi, og om aftenen, og kun om aftenen, ser hun lidt fjernsyn. Og det er et helt nyt, for i gave fra børnebørnene stod et helt nyt moderne fjernsyn.
- Jeg nyder livet hver dag, har det rigtig godt, og skal ikke have noget med herfra, så jeg tager en dag ad gangen, og vil nyde det, så længe jeg kan, lyder det fra dagens fødselar på 100 år.