Mors-Thy og Aalborg sejrer - med mindst mulig margin
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Aalborgs Håndbolds keeper Søren Pedersen sikrede med en vital redning sejren til Aalborg Håndbold. Arkivfoto
Aalborg Håndbold og Mors-Thy Håndbold er kommet godt fra start i deres respektive slutspils-grupper.
Det blev lørdag til ikke bare en, men to nordjyske sejre i Håndboldligaen. Begge med mindst mulige margin.
På hjemmebane vandt Mors-Thy Håndbold lørdag eftermiddag 27-26 over Skanderborg Håndbold i nedrykningsspillet. Det afgørende mål stod Nickolei Jensen for - efter tid.
Her scorede den unge Mors-Thy spiller sit eneste mål i kampen - direkte på frikast. Nok til at give Mors-Thy sejren og Nickolei Jensen titlen som matchvinder.
Aalborg Håndbold havde senere på dagen ligeledes fornøjelsen af at spille på hjemmebane. Deres modstander hed Århus Håndbold og de spiller i slutspillets gruppe 1.
Hjemmepublikummet i Aalborg skulle ikke vente helt til efter tid med at få sejren hjem. Til gengæld kunne de, de sidste 1 minut og 20 sekunder af kampen - efter matchvinder Patrick Wiesmachs scoring til 28-27 - bide neglene ned til rødderne.
80 sekunder var rigeligt for Århus Håndbold til at få udlignet i, men det lykkedes heldigvis ikke. En sidste afslutning - og den tilhørende, afgørende redning fra Søren Pedersen - fik Gigantiums publikum til at bryde ud i ellevild jubel og den fik to point sat ind på Aalborg Håndbolds konto.