Danskere blev evakuerat af danske soldater.
7. oktober fløj mange raketer indover Israel, og det udløste en stor konflikt med mange sårede og dræbte. Morten Valentin, major og presseofficer i Flyvevåbnet, var selv med til redningen af danskere i området, og han giver her et indblik i dagene og de tanker, der er fløjet gennem hovedet på ham og kollegerne.
Vågner til konflikt
Når verden bliver mere usikker, vokser behovet desværre for bl.a. soldater. Sådan kan den seneste tid kort beskrive virkeligheden for mig og mine kolleger.
Som alle andre vågnede jeg op til en ny virkelighed, da udviklingen i Palæstinakonflikten pludselig tog en ny og blodig drejning.
De sikkerhedspolitiske analyser stod i kø i medierne, budene var mange, og for enden af køen kredsede mine tanker om, hvad betyder det for mig og min enhed – da vi før har været anvendt i evakueringssituationer.
Disse tanker blev i de efterfølgende dage til en konkret opgave. Politikerne ønskede, at danske soldater netop skulle evakuere danskere ud af Israel.
Min chef ringede mig op og spurgte, om jeg var klar. Det var jeg selvfølgelig, selvom det på daværende tidspunkt stadig var uklart præcist, hvad opgaven ville indebære.
Men jeg vidste, at der ville være brug for min fleksibilitet og erfaring, og så måtte resten blive løst hen ad vejen.
Dag 1 - Afsted
Når kaos er din sidemand, og din indre ro er din ligemand, sådan kan optakten godt føles, når man skal løse en opgave, hvor situationen udvikler sig løbende.
På en og samme tid er det stressende, udfordrende og grunden til, at jeg er soldat. Her mærker jeg, at jeg er i nuet, og at jeg finder tryghed i at kunne trække på min erfaring og uddannelse.
Det kommer for alvor til udtryk, da alle er samlet - læge, sygeplejerske, psykologer, politifolk, IT-specialister, forceprotection, cargofolk, besætning, chef med mere.
Et hold, der i hast er blevet sammensat med udgangspunkt i et worst case scenarie.
Spørgsmålene overstiger med flere længder svarene inden afgangen med Hercules-flyet, og alligevel finder vi hinanden, hvor vi uden noget større kendskab til hinanden har en usynlig tillid til, at vi hver især er udvalgte og har en fælles opgave, der skal løses.
I flyet forsøger jeg forgæves at sove, men mit tankemylder holder mig vågen, og jeg forsøger at gennemtænke så mange scenarier som muligt for min egen mentale forberedelse, for lige om lidt får jeg travlt… det er det eneste, der er sikkert.
Dag 2 - Brikkerne falder på plads
Søvnen har været ujævn – en blanding af det, der vel bedst, følelsesmæssigt kan beskrives som eksamensnerver og utålmodighed.
Forløsningen indfinder sig i takt med, at brikkerne i et utroligt komplekst puslespil med skiftende motiv så småt danner et billede af en plan og en organisation.
Brik 1 – et lokale til operationsrum.
Brik 2 – kontakt til UM oprettet.
Brik 3 – samarbejde med lufthavnen etableret.
Brik 4 – Battle Rhythm identificeret.
Brik 5 – proces for håndtering af de evakuerede udarbejdet og meget, meget mere.
Presset er stort og varierer, men jeg finder ro i at identificere og koncentrere mig om de opgaver, jeg rent faktisk har indflydelse på og i troen på, at andre håndterer resten.
Forsinkelser skubber momentvis til eksamensnerverne i takt med, at flyet gør klar til at lette.
Endelig lykkes det – forløsning – vi er i gang med det, vi er kommet for – at hjælpe mennesker i nød.
Dag 2,5 - Bragt i sikkerhed
Adrenalinkicket har forplantet sig til en semikronisk tilstand, hvilket gør det svært at sove.
Næsten 20 timer er der gået, fra vi mødte ind om morgenen på dag 2, til missionen er afviklet efter midnat på tredje døgn.
Endelig forløsning – efter mange forsinkelser og justeringer bliver samtlige usikkerheder håndteret og den første mission gennemført.
Spændingen er stor undervejs og spørgsmålene mange – er der balance mellem praktik og teori?
Den bedste bekræftelse er ansigtsudtrykkene på de evakuerede og ordet, der betyder mest af alt – TAK.
82 mennesker er bragt i sikkerhed, og billederne af dem kører på bagsiden af øjenlågene, indtil søvnen endelig indfinder sig.
Dag 3 - Næste mission
Følelsen af en kombination af rutine og stolthed forplanter sig langsomt til alle i hele detachementet.
Selvom sammensætningen skete i al hast, og de fleste havde et begrænset eller i nogle tilfælde intet kendskab til hinanden i forvejen, er der på magisk vis opnået et VI.
Første mission er blevet løst, og vi har lært en masse undervejs og optimeret procedurerne, så næste mission bliver lidt nemmere.
Selvtilliden har fået et nøk opad, og nu kører vi på for at få Udenrigsministeriets tal til at falde og ramme tallet 0, så vi kan melde ’mission accomplished’.
Næste mission gennemført og yderligere 81 mennesker er blevet evakueret væk fra krigens rædsler med alt, hvad det indebærer af frygt, usikkerhed, indtryk m.m.
Besætningen og støttepersonalet viser igen en enorm grad af fleksibilitet, da de rammer Tel Aviv.
Tiden på jorden bliver længere end forventet, men alle kommer med, og flyet kommer i luften på det yderste af den tidsramme, der var givet i flyveplanen.
Da flyet lander på Cypern, skal den optimerede procedure stå sin prøve for at få de evakuerede igennem den civile lufthavns standard check-in, bagage, paskontrol m.m.
Alt kører glat, selvom de evakuerede ikke kan gå direkte fra det militære fly til civile.
Ventetiden er på 4 timer, inden de endeligt kan sætte fødderne på dansk jord.
Endnu en lang dag går på hæld, og en god følelse af at have knækket koden for en kompleks opgave og skabt en smidig løsning spreder sig i kroppen.
Dag 4 - Blandet følelse
To missioner bliver planlagt, men udviklingen i Israel påvirker løbende opgaven, og evakueringstallet ændrer sig løbende.
Samtidig har de civile fly medvirket til at påvirke tallet i en positiv retning.
Dagens første mission bliver aflyst, men alle er stadig høje på arenalin og ivrige efter næste mission.
Sidste mission bliver aflyst, og en blandet følelse af lettelse og skuffelse breder sig kroppen, samtidig med at underskuddet på søvnbalancen efter nogle lange dage bliver stillet lidt belønning i udsigt i form af en fuld nattesøvn.
Dag 5 - ved vejs ende?
Dag 4 gentager sig, og en ambivalent tilstand af ærgrelse og frustration blandes med en logik bedst udtrykt ved – Nu blev vi igen ikke brugt, men godt at der ikke er et behov.
Samtidig ændrer situationen sig i konfliktområdet, og vi er måske ikke længere den bedste løsning på de udfordringer, der tegner sig i horisonten.
Meget tyder derfor på, at vi er nået til vejs ende på vores mission.
Tankerne begynder så småt at vandre i retning af, jeg snart skal hjem, selvom vi jo lige var begyndt.
Endelig, 5 minutter i lukketid kommer ordren, ”I skal hjem – Operation Pelican er slut.
Dag 6 - tilbage til Danmark
Vi møder tidligt ind. Nattevagten har pakket det meste af udstyret, så nu mangler vi kun at pakke flyet.
Om formiddagen letter vi fra Cypern med kurs mod Danmark.
Det har været nogle intense dage, og tankerne flyver – stadig lidt svært at finde ro på trods af 6½ times flyvning og Herculesflyets monotome summen.
Da hjulene rammer asfalten, er det tid til at gøre status på seks hektiske dage.
Vi fik på meget kort tid løst en svær opgave, og alle bød ind, og vi fik skabt et velfungerende team med folk fra forskellige grene af Forsvaret, Politiet og Udenrigsministeriet.
Resultatet var 163 evakuerede personer – så på en tragisk baggrund føler man alligevel stolthed over at have medvirket til at hjælpe mennesker i nød.
