LIGE NU:

Muligvis påsat: Mandskabscontainere udbrænder lørdag aften

Sent lørdag aften blev politiet kaldt ud til en brand i to mandskabsvogne. Vognene udbrændte totalt, og politiet har mistanke om at brandene er påsat.

På en byggeplads ved Tårnhøjgård 1 i Aalborg Øst bliver man nu nødt til at finde nye mandskabsvogne til byggepladsens håndværkere. Det er man, fordi de to mandskabsvogne, der indtil lørdag aften havde stået på byggepladsen er gået op i røg.

Lørdag aften klokken 23.50 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i nogle containere på byggepladsen ved Tårnhøjgård, og da beredskabet kom frem, var der så godt gang i branden, at vognene ikke stod til at redde. Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bruno Brix.

- Vi kan absolut ikke udelukke, at brandene har været påsat, så vi har selvfølgelig lavet sporsikring, så vi har så meget som muligt at gå efter, hvis det skulle vise sig at være påsat, siger Bruno Brix. 

Har man oplysninger eller set noget mistænksomt i området omkring byggepladsen sent lørdag aften, kan du ringe til politiet på 114.