Mysterie: Rottefælderne i Østre Anlæg forsvinder
På mystisk vis forsvinder de rottefælder, der er blevet opsat i det skadedyrsplagede Østre Anlæg. Det besværliggør arbejdet med at komme rotteplagen til livs.
Rotteproblemet i Østre Anlæg i Aalborg fortsætter uhindret, fordi de udlagte fælder på mystisk vis forsvinder.
Der foregår lige nu et mindre mysterie i Østre Anlæg i Aalborg. De rottedepoter, som kommunen har sat op til at fange rotterne, forsvinder nemlig konstant - til stor frustration for både borgere og kommunen.
Ingen ved, hvem der gør det, eller hvorfor depoterne forsvinder - og resultatet er, at rotteproblemerne i parken bare fortsætter.
- Det er et problem, fordi hver gang vi sætter et nyt depot, minder færden i depotet ikke om den færd, der er i parken. Der går en uge, inden den gør det, og i den tid går rotten ikke i depotet, siger Karsten Thomsen, serviceleder hos Mortalin, der har fået til opgave at bekæmpe rotterne.
Hver gang, at Karsten Thomsen og hans folk kommer tilbage til Østre Anlæg, mangler der syv-ti af de opsatte depoter, og derfor er der kun gået 28 rotter i fælden siden midten af august.
- Vi kunne have ønsket, det havde gået meget hurtigere, og det ville gå meget hurtigere, hvis ikke vi mistede depoterne hernede, siger Karsten Thomsen.
- Jeg kan godt forstå, hvorfor borgerne er trætte af, at rotterne løber mellem benene på dem. Det er ikke sjovt at sidde på en picnic-tur og se rotterne pile rundt hernede. Borgerne skal bare vide, vi gør alt, hvad vi kan for at komme problemet til livs, fortsætter han.
Karsten Thomsen håber, at depoterne snart kan stå i fred.
- Det er jo ikke til gavn for nogen. Det er en gene for dem, der bruger parken, og os, der arbejder her. Det er et problem, der rammer os alle. Det kan godt ærgre mig, siger han.