Naboer til motorklub svarer på kritik: - Det er ikke vores skyld, at klubben må aflyse Danmarksmesterskab
Foto: Lisbet Christensen / TV2 Nord
Aalborg Motor Klub må aflyse et planlagt DM for hold i Motocross til september. Det sker, efter naboer har klaget til Aalborg Kommune. Men naboerne vil ikke have skyld for, at klubben må droppe stævnet.
I 30 år har Aalborg Motor Klub brugt en nærliggende mark som campingområde, når de holder stævner. Det kan de ikke få lov til i år.
Lisbeth Kristiansen, der er nabo til motorbanen, har gjort Aalborg Kommune opmærksom på, at marken er en gammel losseplads.
Den er klassificeret som forurenet jord, og derfor må man ikke campere på den.
Klubben må derfor opgive at være værter for DM for hold i Motocross. Den aflysning mener naboen ikke, at hun er ansvarlig for.
- Sidste år gav Aalborg Kommune dispensation til, at der kunne camperes på grunden. Både kommunen og klubben har i lang tid vidst, at der skulle nogle tilladelser på plads, for at der må holdes camping på grunden, siger Lisbeth Kristiansen.
Klagen står ikke alene
Lisbeth Kristiansens klage over brugen af den forurenede grund er kun den seneste af mange klager over Aalborg Kommunes dispositioner i forhold til Aalborg Motor Klub.
Lisbeth Kristiansen er formand for Poulstrup og Dall Hede Natur- og Miljøforening.
Hun mener, at Aalborg Kommune i årevis har set igennem fingrene med, hvad der er foregået i motorklubben.
- Grunden er ejet af Aalborg Kommune. Det har været et stort tag-selv-bord. Der har været manglende byggetilladelser, manglende landzonetilladelser, manglende dispensationer og så camping på en forurenet grund, siger Lisbeth Kristiansen.
Rådmand ærgerlig over langvarig konflikt
Den egentlige konflikt går fire år tilbage i tiden. Der gav kommunen motorklubben lov til at træne tre gange om ugen mod tidligere to. Det ville naboerne ikke finde sig i.
- Det er meget som nabo at høre på larm fra en motorbane tre gange om ugen i hele sommeråret, hvor vi kan færdes ude, siger naboen.
Ifølge rådmand for Klima og Miljø Anna Aaen (Enhedslisten) har Aalborg Kommune ikke været opmærksomme på, at marken er forurenet, og at der derfor ikke må camperes på den.
- Havde vi været opmærksomme på det, så havde vi selvfølgelig fået det stoppet, siger Anna Aaen.
Anna Aaen er ærgerlig over den langvarige konflikt. Hun fortæller, at det er kommet bag på hende, hvor mange ressourcer kommunen bruger på at behandle klagerne over motorklubben. Derfor har man overvejet drastiske tiltag.
- Vi har kigget på mulighederne for at flytte klubben et andet sted hen. De krav der er, hvis man skal have sådan en klub, har vi ikke kunnet finde noget sted i nærheden, forklarer Anna Aaen.
Håber på camping til næste år
Naboerne har klaget over, at Aalborg Kommune har tilladt, at motorklubben må træne tre gange om ugen. Den klage er ikke afgjort endnu hos Nævnenes Hus. Begge parter mener, at de har forsøgt at række ud til hinanden for at finde en løsning, hvor de kan leve i fred. Det er altså ikke lykkes.
- Vi har fra starten sagt, at vi godt kan acceptere, at de kører to gange om ugen. Det har vi levet med i mange år, siger Lisbeth Christiansen.
Motorklubben håber på, at de kan bruge marken til camping til næste år.
Der skal dog først køres 25 centimeter jord ud på hele arealet. Det kræver en landzonetilladelse hos Aalborg Kommune som ikke er på plads endnu.