Naboer vil have kommune til at fjerne brandtomt - retsordfører bakker op
Naboer til en brandtomt ønsker handling fra Aalborg Kommune. Venstres retsordfører bakker naboerne op og garanterer, at kommunen kan gøre noget.
Ninna Skov Madsen var hjemme og oplevede på nærmeste hold den brand, der brød ud i et hus på Heimdalsgade i Aalborg-bydelen Vejgaard i januar 2017.
Der blev drevet bordel i huset, som brændte, og efterforskningen viste, at branden var påsat. En kvinde og en mand mistede livet i flammerne, og små seks år senere bliver beboerne på villavejen stadig mindet om den tragiske historie.
Brandtomten står der nemlig stadig.
- Det er jo en trist historie, og det er lidt underligt at gå forbi med sine børn, når de spørger, hvad det var, der skete, fortæller Ninna Skov Madsen, som bor få huse fra den udbrændte ejendom.
Ejeren af grunden har ikke fjernet brandtomten, fordi forsikringssagen ikke er afsluttet endnu. Naboerne håber derfor, at Aalborg Kommune kan få noget til at ske.
- Jeg synes, det burde blive ryddet. Det er jo en god grund, eller hvad man kan bruge det til. Bare hvad som helst andet end det her, fordi det ligner jo mest af alt en losseplads, siger Ninna Skov Madsen.
Kommuner griber sjældent ind
Byggeloven fastslår, at en grund skal holdes i sømmelig tilstand, og ellers har kommunen mulighed for at rømme den på ejerens regning. Aalborg Kommune mener dog ikke, at de kan gøre meget mere på nuværende tidspunkt.
- Så længe det er sikkert og i orden derude, og selvfølgelig sømmeligt på et eller andet niveau, hvor der ikke ligger affald til højre og venstre og er noget, der er til fare for naboer, så har vi ikke en mulighed for at påbyde ejeren at gøre noget. Så skal det ske på ejerens eget initiativ. Det er jo hans grund, siger Torben Kjeldgaard Larsen, afdelingsleder for Byggeri i Aalborg Kommune.
Den tilgang mener Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen er for forsigtig.
- Her kan der ovenikøbet ryddes for ejerens regning, så det skylder man ordentlige naboer at få gjort. Ellers får vi bydele og bysamfund, der kommer til at se meget, meget kedelige ud, siger Preben Bang Henriksen (V).
Retsordføreren har henvendt sig til indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S), fordi han mener, at ministeren bør indskærpe over for kommunerne, at de har flere muligheder for at gøre noget i sager som den fra Vejgaard, end kommunerne måske umiddelbart tror, de har.
Giver garanti
Aalborg Kommune følger i øjeblikket nøje med i en sag, hvor Vesthimmerlands Kommune strides med en borger om, hvorvidt kommunen med byggeloven i hånden kan rydde hans grund. Der er nemlig ikke mange sager af denne art, der er endt i retten, så derfor mangler kommunerne fortilfælde at navigere efter.
- Man kan godt stille det ret enkelt op, men der ligger jo nogle meget komplicerede afvejninger i, hvornår noget er sømmeligt eller usømmeligt. Det er afvejninger, vi skal kunne stå på mål for, og som i sidste ende kan bære hele vejen ind i en retssal, siger Torben Kjeldgaard Larsen.
Kan du garantere, at Aalborg Kommune har lovhjemmel til at rømme grunden i Vejgaard?
- Der er slet ikke tvivl om, at kommunen har lovhjemmel. Det står i byggelovens paragraf 14. Der er anvendt udtrykket, at hvis en ejendom er usømmelig, så kan kommunen skride ind. Denne ejendom (på Heimdalsgade, red.) er usømmelig, og så er der altså ikke mere at snakke om, siger Preben Bang Henriksen.
På villavejen i Vejgaard håber de, at brandtomten snart er fortid.
- Det ville da være en helt anden oplevelse at gå her, hvis der bare lå et hus ligesom alle de andre, siger Ninna Skov Madsen.
Aalborg Kommune er i dialog med grundejeren, som har fået besked på at fjerne ukrudt på grunden på Heimdalsgade. Det har han tænkt sig at gøre hurtigst muligt, oplyser han fredag til TV2 Nord.